Patrick Wozniacki taler om spekulationer: - Hun skal fortsætte

LÆS OGSÅ: Piotr Wozniacki nyder comeback
Spekulationerne svirrer omkring tennis-prinsessen Caroline Wozniacki.
Flere mener nemlig, at Caroline Wozniacki måske indstiller karrieren efter denne sæson.
Men står det til hendes bror, den tidligere fodboldspiller og nuværende tennis-kommentator, Patrick Wozniacki, så skal hun altså ikke vinkel farvel til karrieren endnu.
Det fortæller han til SE og HØR, da vi møder ham til pressemøde på Kanal 5's nye program "Sælg Sælg Sælg!":
- Jeg håber, hun fortsætter. Det gør jeg virkelig, jeg synes, hun spiller godt, og det ser lovende ud.
- Jeg aner ikke noget som helst, jeg er blevet fuldstændig udelukket. Så jeg håber bare som bror og som tennis-fan, at hun fortsætter. Fordi, jeg synes, det ser rigtig godt ud og med mere tid på banen, så tror jeg virkelig, det kan blive godt.
Noget hiver i hende
Wozniackis bror erkender dog, at der kan være ting i familielivet, som gør det svært at finde tiden til en professionel sportskarriere, som involverer en del rejser.

- Men igen, der er to børn og en mand, der hiver i hende. Så jeg tror, det er en stor kalkyle, de skal lave derhjemme og finde en løsning, der giver mening.
- Og det kan også være, de skal kigge på en anden struktur for det hele, så det hænger sammen.
Slider på kroppen
Caroline Wozniacki har selv udtalt, at hun endnu ikke er sikker på, hvad der skal ske efter denne sæson. Det er noget, som hun skal finde ud af "med sin familie", lød det fra tennis-spilleren tirsdag.
Samme dag udtalte hun også til TV 2, at hun ikke regnede med at deltage i WTA-turneringen, som ligger senere i år. Derudover fortalte hun også, at hun godt kan mærke, at sporten slider på hendes krop.
- For mig handler det om, hvordan min krop har det, og hvordan jeg har det mentalt. Og hvordan familien har det. Så tager vi den derfra. Jeg har vidst hele tiden i det her comeback, at mit niveau er til at slå de bedste spillere i verden og spille lige op med dem. Men om min krop kan holde til det dag efter dag … det har været lidt op og ned i løbet af det her år, synes jeg, fortalte hun.
Hendes far og træner, Piotr Wozniacki, er dog enig med sin søn, Patrick Wozniacki. Han mener heller ikke, at hans datter bør stoppe nu.
Han har dog udtalt, at de som familie vil sætte sig sammen efter denne sæson og finde ud af, hvad der nu skal ske.