Nicolas Rockland snydt af sin bedste ven: Det kostede mig kærligheden
LÆS OGSÅ: Nicolas Rocklands mor bad Gud om en svigerdatter: Så ringede de fra DR
Nicolas Rockland står bag et af Europas største firmaer inden for fysioterapi og udendørs træning. Men det har kostet ham blod, sved, tårer, et forhold, en forlovelse og en (troede han) bedste ven at nå dertil.
Det fortæller ”Gift ved første blik”-deltageren i et ærligt interview med SE og HØR.
– Processen i at opbygge drømmen var svær. Det krævede meget arbejde, og mit første forhold, hvor jeg var forlovet, holdt ikke til det. Det er en kæmpestor sorg, som tog mig nogle år at komme over – og som jeg nok aldrig helt er kommet mig over.
Det var i 2020, lige inden firmaet opskalerede. Men to år efter stod Nicolas pludselig foran sine 14 medarbejdere – og cirka 100 trænere – og skulle forholde sig til en forestående konkurs.
Hans bedste ven, der tre år efter konceptets opstart kom med ombord som firmaets ejer, revisor og økonomiansvarlige, havde taget ulovlige "lån" for 2.251.767 kroner på tværs af deres to selskaber. Bag Nicolas' ryg havde kompagnonen stiftet en tilsvarende skattegæld, da han i foråret 2022 efterlod firmaet konkursparat.
Han foretog systematisk svindel og forfalskede posteringerne. Pengene overførte han til sine egne konti i Belgien og England, og så gik han ind og rettede i de hundredvis af titler på overførslerne, inden Nicolas så dem.
– Han blev mere og mere grådig og trak mere og mere ud, uden at nogen vidste om det. Han gjorde sig umage med at skjule alt. Et meget professionelt og udspekuleret setup, som han allerede begyndte med i sine allerførste år som medejer i 2020.
Nicolas Rockland ville ikke lade sit livsværk gå konkurs eller se det blive solgt til en konkurrent. Så han trak i arbejdshandskerne, selv om det så umuligt ud at skaffe de penge, der skulle til.
– Jeg holdt det kørende og vendte hver krone som en hjemløs. Jeg lejede min lejlighed ud for at tjene penge til gældsafviklingen.
Det så sort ud for aarhusianeren, som midt i mørket måtte se endnu et parforhold gå i stykker på grund af firmaet.
– Jeg havde 100 procent ikke været single inden ”Gift ved første blik”, hvis jeg ikke havde mødt ham og det med firmaet havde fyldt så meget.
Hun reddede mit liv
Nicolas havde kun haft tid til sit firma, sin kæreste og sin bedste ven, og mens de to sidstnævnte ikke længere havde de titler, havde han nu kun sig selv til at redde ruinerne af virksomheden.
– Dagen, hvor det endelig gik op for hende, hvor ruineret jeg egentlig var, slukkede lyset i hendes øjne. Hun troede ikke på det længere, bankerne troede ikke på det, revisorerne troede ikke på det, og det gjorde familie og venner heller ikke. Jeg mærkede i det stille, hvordan hun respekterede mig. Så jeg kunne heller ikke være i det.
Heller ikke gældsstyrelse eller erhvervsstyrelse havde den forståelse for situationen, som Nicolas håbede.
Da iværksætteren manglede 500.000 kroner, som ingen ville låne ham, dukkede en engel op i hans kundekreds.
En ældre kvinde fra hans træningshold, som inviterede ham hjem på kaffe og småkager ved juletid.
– Hun har ikke særlig mange penge, men hun tog et lån i sit hus med alt, hvad hun havde, overførte pengene til mig og sagde: ”Giv den her kærlighed videre til nogen i fremtiden”.
– Hun reddede mit liv. Hun er den eneste grund til, at firmaet overlevede. Jeg havde været i gæld resten af mit liv, hvis hun ikke havde givet mig de penge, fortæller Nicolas, der dog har valgt at aftale med kvinden, at han betaler hende tilbage med fem procent i rente.
– At behandle folk med kærlighed og respekt gør, at man kan få det tilbage, når man mindst venter det. Alle kunne have gjort det, men ingen troede på mig. Det er så vildt, at det var hende, der lånte mig pengene.
I dag er Nicolas ved at betale det allersidste gæld af. Og så mener han trods alt, at der er en mening med det, der er sket.
– Alt, der sker, er til det gode. Også den rutsjebanetur med min tidligere medejer. Jeg var aldrig sluppet af med ham ellers. Jeg er på en eller anden måde taknemmelig for forløbet, efter at være igennem det, for uden hans svindel havde jeg nok aldrig fået det fulde ejerskab over mit træningskoncept tilbage. Og så skulle jeg stadig hænge på ham og et dysfunktionelt samarbejde, der uundgåeligt ville ende med at drive firmaet i sænk.