Uhyggeligt fund i skab på plejehjem: Er det forsvundne Elin?
For to uger siden forsvandt 71-årige Elin Etienne fra det plejehjem i Miami, hvor han boede.
Nu frygter hans familie, at det er ham, der er fundet død i et skab på plejehjemmet.
Det skriver det amerikanske medie ABC News.
Den 71-årige mand blev meldt savnet 23. august – dagen efter at han sidst var blevet set.
Mandag fandt man så et lig i forrådnelse i et skab på det såkaldte North Dade Nursing & Rehabilitation Center.
Selv om familien ikke er blevet kontaktet af plejehjemmet, så både frygter og forventer de, at liget er identisk med deres forsvundne Elin.
Elin var blevet flyttet til plejehjemmet i kølvandet på en hjerneblødning. I første omgang fortalte personalet familien, at han selv havde forladt plejehjemmet. Det troede familien dog ikke på, og de valgte derfor at efterlyse ham den følgende dag.
Det såkaldte Miami-Dade County Medical Examiner's Office oplyser onsdag, at liget endnu ikke er blevet identificeret. Der er heller ikke blevet oplyst en mulig dødsårsag.