Ærlig Waage Sandø: Var utro i flere år

Waage Sandø havde ikke kun travlt med skuespilkarrieren, da han var ung.
Skuespilleren var også sin første hustru notorisk utro, og det var på daværende tidspunkt ikke noget, der efterlod en ung Waage synderlig skyldplaget.
Den i dag 81-årige skuespiller har tidligere fortalt særdeles åbent om sine eskapader i selvbiografien ”Et ekstremt lykkeligt liv”, og nu sætter han så flere ord på utroskaben.
Det sker i Radio 4-programmet ”Klub 81”, hvor Waage Sandø indrømmer, at han ikke fik dårlig samvittighed, når han var faldet i armene på en anden kvinde:
- Man kan jo ikke dømme et helt liv på en del af et liv. Det var en del af mit liv, da jeg var en ung mand og yngre mand. Hele mit voksenliv er sådan set et andet liv, siger han i radioprogrammet.
Her forklarer han også, hvad han mener var årsag til de mange sidespring:
- Jeg tror, det handlede om, at jeg kom meget sent i gang. Jeg havde ikke en kæreste og et seksuelt forhold, før jeg var 18 år. Det var nok en slags forsinket pubertet, jeg udlevede, forklarer skuespilleren.
Waage Sandø var først gift med Kirsten, med hvem han fik sin ældste datter. Parret lod sig skille efter 12 års ægteskab.
I dag er han lykkelig gift med Pia Jondal, som han har været sammen med i 40 år.