Robinson Ekspeditionen16. september 2024

Junior fra "Robinson" var ludoman: – Det var svært

Den 40-årige Junior, kendt fra "Robinson Ekspeditionen", kæmpede i otte år med ludomani og optog lån for at dække sin spillegæld. I dag har han lagt spilleafhængigheden bag sig og genvundet kontrollen
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
I flere år kæmpede Junior fra "Robinson Ekspeditionen" med ludomani.
 Video: Viaplay

LÆS OGSÅ: Brutalt uheld i "Robinson Ekspeditionen".

Den tidligere professionelle fodboldspiller Martin Junior, der lige nu er med i "Robinson Ekspeditionen", måtte sætte punktum for sin fodboldkarriere i begyndelsen af 30'erne, og derfra gik det hurtigt ned ad bakke.

I mange år levede Junior af det, han elskede – nemlig at drible rundt på banen og spille fodbold, men da kroppen en dag sagde stop, mistede han retningen i livet og havde svært ved at genfinde sig selv.

Afhængig i otte år

Den spænding og det adrenalinsus, han oplevede på fodboldbanen, blev hurtigt erstattet af online spil.

– Det resulterede i, at jeg kom ud i ludomani. Det var rigtig svært at komme ud af det igen, siger Junior til SE og HØR.

I næsten otte år var han spilleafhængig og der skulle gå næsten seks år, før han indså, at han havde et problem.

– I begyndelsen kunne jeg ikke selv se, at det var et problem, og derfor hjalp det ikke for mig at gå i behandling, jeg faldt nemlig altid tilbage igen, siger den tidligere fodboldspiller, der spillede for både Nykøbing Falster og Næstved i mange år.

Søvnløse nætter

Junior fik øjnene op for at spille på nettet som 26-årig, mens hans fodboldkarriere stadig var i fuld gang. Men da hans præstationer på banen begyndte at falde, ramte han samtidig bunden på det personlige plan.

Den tidligere dribler blev hårdt ramt af skader, og derfor kom udløbsdatoen også tidligere end forventet.

– Der var et tidspunkt i min karriere, hvor jeg kunne blive solgt til en Superligaklub, men det gik i vasken, og så gik mit fodbold ned ad bakke, og også min selvtillid. Der begyndte jeg at oddse, og det tog fat i mig.

Det store spilforbrug resulterede i, at Junior havde mange søvnløse nætter og svært ved at fungere i dagligdagen.

– Jeg led af depression og stress, og jeg kunne ikke varetage nogen opgaver, siger "Robinson Ekspeditionen"-deltageren.

Optog gæld

For at få styr på finanserne faldt Junoir i fælden og optog flere lån.

– Jeg måtte tage gæld for at betale. Når jeg vandt, kunne jeg blive ved, men når jeg tabte, havde jeg ikke flere penge, og så var jeg nødt til at gå ud og finde flere penge, så lånte jeg nogle penge, og så tabte jeg dem. Det blev en ond spiral, jeg ikke kunne komme ud af.

Vendepunktet i hans liv blev, da han besluttede sig for at gå fra sin tidligere kæreste.

– Da jeg gik fra min ekskæreste, begyndte det at gå den rigtige vej. Vi havde også et turbulent forhold, og det var svært at være i. Det var først, da jeg gik fra hende, at det gik den rigtige vej, og jeg kunne arbejde med mig selv.

Spillefri ludoman

I dag er Junior kommet ud på den anden side og er et sted i livet, hvor han er glad for tilværelsen.

– Det begyndte at gå udover mine børn, som stadigvæk er mærket af det i dag, og derfor er jeg glad for, at jeg gjorde noget ved det. Det har gjort mig til et bedre menneske.

– Det var den rigtige beslutning jeg tog, men det var en sej kamp, siger den tidligere kantspiller.

Overfor SE og HØR fortæller Junior, at det var svært at få hverdagen til at hænge sammen og passe arbejdet ved siden af sin ludomani.

– Jeg kunne ikke blive sygemeldt, fordi jeg var ludoman. Det var svært, fordi jeg følte ikke, jeg kunne få hjælp, men jeg havde gode folk omkring mig, der kunne hjælpe mig. Det er jeg dybt taknemmelig for i dag, siger Junior.

I dag har han fundet glæden ved at spille "hygge"-fodbold i sin fritid, der er styr på økonomien, og kæresten i hjemmet hjælper og støtter ham hele vejen.

Sponsoreret indhold