Efter "Luksusfælden": Sådan går det Daniel og gravide Julie i dag
LÆS OGSÅ: "Luksusfælden"-deltager har gjort eksen gravid
Det er fire måneder siden, at eksperterne fra "Luksusfælden" forlod Daniel på Amager efter at have sparet ham for mere end 120.000 kroner.
Siden har han holdt budgettet hver måned, fortæller han SE og HØR.
– Det går strygende, jeg overholder det i hvert fald. Det kan godt være svært til tider, fordi man kan mærke, at man er nødt til at leve på en anden måde, men jeg har også vænnet mig til det.
På kærlighedsfronten går det lidt bedre, nu hvor der er styr på finanserne, men han og Julie er stadig ikke kærester, selv om hun venter deres andet barn: Endnu en lille pige.
– Det går udmærket. Vi taler sammen og har vores forældreskab – samarbejder. Men vi er hver for sig. Det er det bedste for at holde et godt samarbejde uden at diskutere og skændes, for det skal ikke gå ud over børnene, siger Daniel og understreger, at deres ældste datter, der bliver to til december, og den kommende baby, er både hans og Julies topprioritet.
– Vi er ikke enige i alt, men hvem er det? Nu venter vi spændt på, at den lille kommer – det kan ske hvert øjeblik, det skulle være nu, for Julie har termin i oktober.
– Vi glæder os til en familieforøgelse uanset hvilke omstændigheder. Vi har affundet os med, at sådan er det, og jeg kommer til at være med som far til at begynde med.