Holger Rune skyder vanvittigt rygte ned: Dater ikke Ariana Grande
LÆS OGSÅ: Stjerne reagerer på rygter: Single og IKKE gravid
Normalt har han uhyre travlt på tennisbanen, men for tiden nyder Holger Rune, 21, et par dage i Danmark.
I søndags var han i Parken for at se det danske herrelandshold spille mod Serbien, og tirsdag er han på den helt store reklametur rundt i Danmark.
Anledningen er, at Holger Rune tirsdag har udgivet to bøger.
Det har betydet at turen blandt andet er gået forbi KB Tennis, ”Go’ aften Live” og P4-programmet ”Formiddag på 4’eren”.
I sidstnævnte program har Louise Deruginsky og Knud Lind givet lytterne mulighed for at stille spørgsmål til Holger Rune, og her bliver han blandt andet spurgt, om han læser med på de sociale medier.
– Nogle gange læser jeg sociale medier, men egentlig ikke så ofte. Jeg prøver at lade være, fordi der er så mange meninger rundt omkring. Jeg føler lidt, at den vigtigste mening er min egen mening, mine forældres mening og min søster mening, og de mennesker, jeg har i mit team.
Holger Rune nævner også, at der bliver skrevet mange falske nyheder på de sociale medier, og derfor har han lært sig selv, at han ikke skal lade ting på de sociale medier gå ham på.
Og kort efter den sætning bliver Rune spurgt, hvad den vildeste falske nyhed han har læst om sig selv er.
– Det er vanvittigt nok. Det kan faktisk være dating news. Under Wimbledon engang, var der et rygte om, at ”Ariana Grande and Holger Rune is dating”, og jeg må sige, at det er ikke det værste fake rumour.
– Men det er ikke sandt.
På X blev rygtet blandt andet spredt af anonyme brugere. Her skrev flere af dem, at det endda var TMZ, som de havde rygterne fra.
Rygter som altså lidt mere end et år senere er blevet smashet til jorden af Holger Rune.