Cardi B deler video fra fødslen
LÆS OGSÅ: Se billedet: Cardi B har født
Cardi B deler i den grad ud af privatlivet.
Den 31-årige rapdronning blev for nylig mor for tredje gang, og søndag valgte "I Like It"-stjernen at dele en helt særlig video fra fødselsstuen.
Det sker på TikTok, hvor Cardi B viser den lille guldklump frem, der kom til verden den 7. september.
Cardi Bs kommende eksmand, den 32-årige Offset, ses også i den søde video, hvor han sidder med den lille pige liggende på brystet.
- Se din lillesøster, siger Cardi B i videoen, da hun FaceTimer parrets ældste datter, Kulture på seks år, der meddeler, at hun vil komme og besøge sin mor på hospitalet.
Cardi B og Offset deler desuden den treårige søn Wave.
Udover de tre børn, som Offset har med Cardi B, så er han også far til sønnerne Jordan Cephus på 14 og Kody Cephus på ni samt datteren Kalea Marie Cephus på ni fra tidligere forhold.
Der er dog intet, der tyder på, at Cardi B og Offset har planer om at forlade hospitalet hånd i hånd.
Tidligere på sommeren meddelte hun nemlig, at hun efter syv års ægteskab havde fået nok af hans ukontrollerbare tendens til utroskab. Tilbage i 2020 krævede Cardi B også en skilsmisse fra Offset, men dengang formåede stjerneparret at genfinde melodien.
Se hele TikTok-opslaget fra Cardi B her: