"Paradise-babe" i retten i sag om skattesnyd: Her ringede alarmklokkerne
LÆS OGSÅ: "Paradise"-babe skal i retten: Tiltalt for skattefusk
Iført sorte Nike-sko, grå jeans og en grå striktrøje med håret i en hestehale har en tv-kendis, der tidligere har medvirket i "Paradise Hotel", taget plads på anklagebænken i retten.
"Paradise"-baben er tiltalt for at have givet forkerte oplysninger til Skat, og hun mangler tilsyneladende at betale godt og vel 76.000 kroner til det offentlige.
Tv-kendissen har netop taget plads i midten af lokalet, hvor hun har sagt ja til at afgive forklaring i sagen.
Hun fortæller, at hun tilbage i 2018 - hvor skatte-balladen fandt sted - var sygemeldt fra Jem & Fix, hvor den tidligere "Paradise Hotel"-deltager arbejdede på daværende tidspunkt.
Hun fortæller også, at det var hende selv, der havde indberettet oplysninger til Skat i TastSelv.
- Jeg forstår intet af det TastSelv-noget, fortæller hun i retten.
Anklagemyndigheden mener, at paradisoen via TastSelv 11. marts 2019 indberettede fradrag for renteudgifter af en anden gæld med 353.521 kroner, som ellers skulle have været 0.
Og det er derfor, at tv-kendissen mangler at betale godt og vel 76.000 kroner til det offentlige.
- Jeg troede, at jeg skulle taste hele min gæld ind i TastSelv. Det er først, da jeg kontakter min advokat, at jeg finder ud af, hvordan det hele hænger sammen.
- Jeg har en sygdom, der gør, at jeg ikke kan læse ting grundigt igennem. Derfor er det bare nemmere at lade tingene være.
Det er kommet frem i retten, at paradisoen modtog en masse breve skattestyrelsen og politiet, efter hun havde tastet de ukorrekte oplysninger ind i TastSelv.
- Det er først, der jeg finder ud af, at det er helt tosset. Og da politiet kontaktede mig, kunne jeg se, at der var noget helt galt.
Paradiosen fortæller videre, at hun ikke har noget arbejde i dag og er på kontanthjælp. Derfor vil en stor bødestraf - som anklagemyndigheden går efter - være en stor vanskelighed for hende.
Hendes forsvarsadvokat går efter frifindelse i sagen.