Youtuber Benjamin Mann-Nakel takkede ja til krisehjælp efter overfald
Den 27-årige danske youtuber Benjamin Mann-Nakel, der har 127.000 abonnenter på videosiden, afslørede for fire uger siden, at han havde været udsat for en meget ubehagelig oplevelse på sin sommerferie.
En tur til feriebyen Split i Kroatien udviklede sig nemlig uhyggeligt, da han og to venner på en natklub fik tæsk af 4-5 dørmænd.
Selv om oplevelsen kostede knubs både fysisk og psykisk er han i dag kommet godt videre. Blandt andet fordi han takkede ja til, hvad hans forlovede Celeste Lyhne kalder ”krisehjælp”.
Det fortæller parret SE og HØR til premieren på den danske film ”Kontra”.
- Jeg har taget imod psykologhjælp. Jeg har ikke følt, det var nødvendigt, men ville gerne være sikker på at bearbejde det ordentligt, siger Benjamin Mann-Nakel.

Han understreger, ligesom for fire uger siden, da han på sin Instagram-profil delte historien, at han først og fremmest gerne vil advare andre unge, der er på ferie sydpå, om at være opmærksomme i bylivet.
Og opslaget har allerede givet flere beskeder fra følgere, der kan nikke genkendende til youtuberens historie.
- Der har været en del, der har skrevet, de var bange for at tage i byen dernede. Det synes jeg egentlig bare er positivt, for det er bedre at være bange for det, end at komme hjem med et traume.
Den hårde oplevelse til trods, så fortæller parret, at de aldrig har været lykkeligere. Kærligheden blomstrer, og det skal gerne kulminere i et stort bryllup til næste år.
Se det fulde interview med det forlovede par øverst i artiklen, og Benjamin Mann-Nakels opslag om overfaldet herunder.