Hudløst ærlig Pia Kjærsgaard: - Det gik ud over mine børn
LÆS OGSÅ: Her er Pia K's vildeste øjeblikke
DF-koryfæet Pia Kjærsgaard kunne i sidste uge meddele, at hun ikke genopstiller ved næste folketingsvalg, som skal afholdes seneste oktober 2026.
Og selvom det bliver vemodigt at vinke farvel til Borgen efter mere end 40 år som folkevalgt, så ser Pia Kjærsgaard dog også frem til at få mere tid i kalenderen.
Det fortæller hun til SE og HØR i et større interview, hvor hun kigger tilbage på sin tid i politik.
Det er nemlig ikke altid, at det har været lige nemt at få familielivet med mand og to børn til at hænge sammen med det politiske liv, fortæller Kjærsgaard.
- Det har krævet meget. Og der har da også været fravær. Det kan ikke være anderledes. Og sådan er det bare. Ikke bare I politik, men også ved folk, som har høje stillinger. Du kan ikke dele din tid op.
- Så det har da helt sikkert også betydet noget, som jeg ikke altid har været helt glad for. Men hvor jeg har skullet passe mit arbejde på trods af det. Og så har jeg jo haft Henrik herhjemme, som kunne hjælpe med børn og alt det. Det har jo også betydet rigtig meget.
- Nu siger du, at du ikke har været glad for det...¨
- Jamen det er jo klart, når man kan mærke det på ens børn. Nu var mine jo ikke helt små, da jeg kom i Folketinget. Men det er klart, at når debatten om min person var hård, så går det også ud over min mand og børn.
- Desværre. Det er ikke alle, der kan skelne politikeren og privatpersonen. Og min familie fra mig.
Føler ingen skyld
Kan du prøve at uddybe det her? Altså, hvordan de har kunnet mærke det?
- Jamen, når jeg er blevet skældt ud, så har børnene også mærket det. Og Henrik. Sådan var det, og sådan er det jo. Der var nogle skolelærere, der tog det ud over mine børn, hvis de ikke kunne lide mig eksempelvis. Det er jo helt galt.
Pia Kjærsgaard understreger dog, at hun aldrig har følt skyld over problematikken, fordi - som hun siger - så er det ikke hendes skyld, at folk opfører sig dumt.
- Nej, altså. Jeg kan da ikke tage skylden for, at folk er nogle idioter. Folk opfører sig åndssvagt, det kan jeg jo aldrig nogensinde lægges til last for. Det er ikke min fejl. Men det har da været hårdt for os som familie nogle gange, det er klart.
Stolte af hende
- Og hvad med det her med fraværet og den hårde debat omkring din person. Er det noget, du har kunnet mærke på dine børn?
- Det er klart, at de har måtte stå nogle ting igennem, siger Pia Kjærsgaard kortfattet.
I 2016 fortalte Troels Gamst, som er Pia Kjærsgaards søn, til Ekstra Bladet, at han i mange år havde holdt sin mors identitet skjult, fordi han ikke ønskede, at det skulle påvirke ham.
Han er dog selv senere i livet trådt i sine mors fodspor, og arbejder i dag som politisk rådgiver i Dansk Folkeparti.
Og spørger man Pia Kjærsgaard, så er hun heller ikke i tvivl om, at hendes børn er stolte af hende, fortæller hun.
- Har du talt med dem om det som voksne?
- Det vil jo altid været en del af vores tilværelse. Men jeg ved, at de er stolte af mig. Af deres mor, siger Pia Kjærsgaard afslutningsvist.