Alexander Bah blev syet med fem sting: Usikker prognose
Det så alvorligt ud, da den danske landsholdsspiller Alexander Bah først vred sig i smerte og siden måtte køres fra banen, da han torsdag kom til skade i Benficas udekamp mod Røde Stjerne i Champions League, og det er fortsat usikkert, hvor lang en pause der venter Bah.
De første meldinger fra Portugal peger dog i retning af, at der ikke venter flere måneder på sidelinjen som først frygtet efter stemplingen på fynboens venstre knæ.
Det store og normalt velunderrettede portugisiske fodboldmedie A Bola skriver, at Bah måtte sys med fem sting efter stemplingen, men at skaden næppe er alvorlig.
Alexander Bahs deltagelse i Benficas kommende ligakamp mod Boavista på mandag betegnes som tvivlsom.
Benfica er ikke selv kommet med en opdatering på Bahs skade.
Alexander Bah fik fuld spilletid for det danske fodboldlandshold i september i Nations League-sejrene over Schweiz og Serbien. Fodboldlandsholdet samles igen 7. oktober for at forberede sig il udekampene mod Spanien og Schweiz 12. og 15. oktober.
Inden da spiller Benfica - med eller uden danskeren - fire kampe.
Den tidligere Sønderjyske- og Slavia Prag-spiller missede i sidste sæson adskillige kampe for klub og landshold med en skade i foden, og senest døjede han med en muskelskade op til EM.