Kongelige23. september 2024

Første gang siden kemoterapi: Prinsesse Kate viser sig offentligt

Tidligere på måden offentliggjorde prinsesse Kate en video, hvor hun fortalte, at hun var kræftfri. Nu viser hun sig offentligt igen
I juli, imens prinsesse Kate stadig modtog kemoterapi, mødte hun op ved mændenes finalekamp ved grand slam-tennisturneringen Wimbledon.
I juli, imens prinsesse Kate stadig modtog kemoterapi, mødte hun op ved mændenes finalekamp ved grand slam-tennisturneringen Wimbledon. Hun blev her mødt med stående bifald, da hun satte sig i kongehusets såkaldte Royal Box på Wimbledons centre court. (Arkivfoto).
 Foto: Aaron Chown/Reuters

Prinsesse Kate har søndag deltaget i et offentligt arrangement, for første gang siden hun annoncerede, at hun er færdig med kemoterapi.

Det skriver det amerikanske medie CBS News.

Kate og prins William deltog søndag ved en gudstjeneste sammen med kong Charles og dronning Camilla nær Balmoral slot i Skotland.

Balmoral er en af den britiske kongefamilies residenser.

Den 42-årige prinsesse offentliggjorde tidligere på måneden en video, hvor hun oplyste, at hun er færdig med kemoterapi. Det vides ikke, hvilken form for kræft prinsessen er blevet behandlet for.

I videoen lyder det, at vejen mod en fuldstændig helbredelse vil være lang, og at hun vil tage det dag for dag.

- Nu, hvor sommeren lakker mod enden, kan jeg ikke understrege nok, hvilken lettelse det er endelig at være færdig med kemoterapi. De sidste ni måneder har været utroligt hårde for os som familie, siger hun.

- Livet, som man kender det, kan ændre sig på et splitsekund, og vi er blevet nødt til at finde måder at navigere de stormfulde vande og ukendte veje på.

Videoen blev offentliggjort, mindre end seks måneder efter at prinsesse Kate fortalte om sin diagnose.

Seks uger forinden havde Buckingham Palace offentliggjort, at kong Charles blev behandlet for kræft.

Siden prinsessens kræftdiagnose har hendes offentlige optrædener været sparsomme.

I juli, imens prinsesse Kate stadig modtog kemoterapi, mødte hun op ved mændenes finalekamp ved grand slam-tennisturneringen Wimbledon. Hun blev her mødt med stående bifald, da hun satte sig i kongehusets såkaldte Royal Box på Wimbledons centre court.

To måneder før da deltog prinsesse Kate ved sit første store, offentlige arrangement under kemobehandlingen. Det var ved Trooping The Colour-paraden, sin finder sted hvert år på paradepladsen Horse Guards Parade i London.

Den afholdes for at fejre den britiske monarks officielle fødselsdag.

Sponsoreret indhold