Nyheder6 timer siden

Springfield kæmper mod bombetrusler og ser helst Trump blive væk

Præsidentkandidat Donald Trumps påstande om migranterne i Springfield har ført til bombetrusler i byen i Ohio
Springfield i den amerikanske delstat Ohio har modtaget tusindvis af haitianske immigranter de seneste år.
Springfield i den amerikanske delstat Ohio har modtaget tusindvis af haitianske immigranter de seneste år.
 Foto: Carolyn Kaster/Ritzau Scanpix

Den amerikanske by Springfield i Ohio mærker i disse dage konsekvenserne af at være kommet i søgelyset som følge af udtalelser fra Donald Trump.

Det skriver det amerikanske medie CNN.

Byen har således fået både sikkerhedsmæssige og økonomiske udfordringer, siden præsidentkandidaten Trump under en debat 10. september påstod, at immigranter i Springfield spiser indbyggernes kæledyr.

Blandt andet er byen blevet ramt af en stribe bombetrusler.

Ifølge avisen The Guardian kommer mange af dem fra udlandet, og de har - ligesom Trumps påstande - til formål at fremstille Springfield negativt.

Ingen af bombetruslerne har haft noget på sig, men de har krævet, at myndighederne i byen er i højt beredskab. Det fortæller borgmesteren.

- Det her har konsekvenser for byen. Vi har brugt hundredtusindvis af dollar på det, siger borgmester Rob Rue til CNN.

Nogle skoler, offentlige bygninger og supermarkeder har blandt andet set sig nødsaget til at lukke på grund af de falske bombetrusler.

Tusindvis af immigranter fra særligt Haiti er de seneste år kommet til Springfield. De er der lovligt som følge af en særlov om haitianere, der har fået lov til at flygte ind i USA på grund af uroligheder i hjemlandet.

Donald Trumps udtalelser om, at de spiser indbyggernes hunde og katte har trukket overskrifter den seneste tid. Også Trumps vicepræsidentkandidat, J.D. Vance, har flere gange fremlagt påstanden.

Påstanden er gentagne gange blevet afvist af officielle myndigheder i Springfield. Blandt andet af byens borgmester.

Trump sagde i sidste uge, at han overvejer at besøge Springfield.

Men spørger man i byen, så måtte præsidenten godt blive væk.

- Hvis han valgte at ændre mening og måske omlægge ruten, så han ikke kommer til Springfield, så ville det være et markant, fredeligt budskab til Springfield, siger borgmester Rob Rue til CNN.

Borgmesteren har tidligere sagt til flere medier, at både besøg fra Trump og vicepræsident Kamala Harris vil være en stor økonomisk opgave for byen. Det skyldes især, at der skal afsættes mange politibetjente til det.

Sponsoreret indhold