Nyheder9 timer siden

Sofie blev kaldt "sæk": Nu vil regeringen bekæmpe chikane mod lærlinge

Efter historien om lærlingen Sofie, der blev groft chikaneret og fik 65.000 kroner i erstatning, er der nu tiltag på vej, der skal styrke lærlinges rettigheder
Efter historien om lærlingen Sofie, der blev groft chikaneret og fik 65.000 kroner i erstatning, er der nu tiltag på vej, der skal styrke lærlinges rettigheder.
Efter historien om lærlingen Sofie, der blev groft chikaneret og fik 65.000 kroner i erstatning, er der nu tiltag på vej, der skal styrke lærlinges rettigheder.
 Modelfoto: Colourbox

Kan du huske Sofie fra Holstebro?

Den 17-årige tømrerlærling, der glad og stolt glædede sig til at komme ud og prøve kræfter med livet som lærling, men som blev mødt med tilnavne som “kost”, “sæk”, “bitch” og “kælling”.

Fagbladet 3F fortalte historien om Sofie i januar. Den gik Danmark rundt - og nåede også Folketinget.

Og nu er der godt nyt på vej til unge, der udsættes for chikane og grov omgangstone i deres læretid.

For i den kommende politiske sæson barsler regeringen nemlig med tiltag, der skal bekæmpe chikane og en dårlig jargon over for elever og lærlinge, oplyser erhvervsuddannelsesordfører Thomas Skriver Jensen (S).

- Erhvervsskolerne skal have nogle flere pligter, når de støder på virksomheder, der gentagne gange viser, at de ikke kan finde ud af at have lærlinge, siger Thomas Skriver Jensen til Fagbladet 3F.

- Og lærlinge skal have nogle flere rettigheder, når de støder på arbejdsgivere, der ikke kan finde ud af at passe på dem i deres læretid, tilføjer han.

Thomas Skriver Jensen vil endnu ikke være konkret i forhold til de tiltag, der er i støbeskeen.

Men han peger blandt andet på, at erhvervsskolerne "på en eller anden måde" skal være tvunget til at følge op på problemer, de støder ind i, når det gælder dårlig behandling af lærlinge.

- De må ikke sidde og tænke "uha, så gør vi os upopulære blandt virksomhederne", siger Thomas Skriver Jensen.

Han lægger ikke skjul på, at det er Sofies historie, der har banet vejen for, at kampen for bedre forhold til lærlinge nu bliver omdannet til konkret politik.

- Hvis Fagbladet 3F ikke havde taget den historie op, tror jeg ikke på, at der var sket noget politisk, siger Thomas Skriver Jensen.

Sofie fik i Tvistighedsnævnet 65.000 kroner i erstatning for sexchikanen. Hendes tidligere arbejdsgiver fik siden også frataget retten til at have lærlinge fremover.

Sagerne satte i starten af året skub i debatten om, hvorvidt unge erhvervsskoleelever og lærlinge er godt nok beskyttede i forhold til et sundt og chikanefrit arbejdsmiljø.

Sofie er et dæknavn, da hun gerne vil være anonym. Fagbladet 3F kender hendes rigtige navn.

Sponsoreret indhold