Test af Sennheiser HS 620S: Solid hovedtelefon for sofakartoflerne
LÆS OGSÅ: Batteri og bas er rigtig god til prisen
Du skal blot pakke Sennheisers over-ear-hovedtelefon HS 620S ud af salgskassen for at finde ud af, at her er der dømt lyd for sofakartofler.
Du kan ikke folde eller pakke hovedtelefonen praktisk til at rejse med. Den er også i den tungere ende (325 gram, red.) - og så får du alene lyd i ørerne, hvis du bruger den medfølgende ledning.
At der samtidig følger en adapter til det "store" jackstik på 6,3 millimeter med afslører det sidste, du skal vide. At denne hovedtelefon er for dem, der vil så tæt på den gode lyd, man kan komme for et par tusindlapper plus det løse (modeller er set til 2650 kroner, red.).
Og ja, det er ofte prisen for også trådløse modeller i luksusklassen. Men hvor de dyrker lethed og lyd til at være på farten, er HS 620S bygget til dem, som sætter lyden først.
Faktisk burde der stå en advarsel, når du køber hovedtelefonen: fungerer endnu bedre med en forstærker.
For hvis du normalt slutter modellen til din mobiltelefon (via en adapter, du selv skal købe, red.) eller din computer, er det først med en god forstærker og en god lydoptagelse, at du for alvor får glæde af Sennheiser-modellen. Altså med et lydanlæg og måske en pladespiller der kan give ægte liv i hovedtelefonen.
Der er samtidig gjort meget for at bygge hovedtelefonen solidt.
Lydisolationen er god, men der er også tyngde bag. Hvis du har tendens til at få varme ører i en over-ear-hovedtelefon, kan du løbe ind i problemer her.
Under vores test er hovedtelefonen netop blevet brugt meget sammen med en computer. Og selvom jeg før skrev, at det ikke er den bedste løsning, så har det fungeret godt. I den rolle er der nemlig tale om en arbejdshest, som hver gang leverer den samme høje kvalitet.
Det er godt - selv til prisen.