Hollywood-stjernen Kristen Bell hylder dansk fænomen: Det var himmelsk
LÆS OGSÅ: Florence Pugh bekræfter forhold
Som amerikaner i Danmark er der få ting, der kan forarge mere end danskernes forhold til børn under opsyn – eller mangel på samme.
Blandt andet er danske spædbørn i barnevogne før gået viralt på det store internet, men også større børn kan vække forargelse, hvis de ikke observeres konstant.
Bare spørg skuespiller Kristen Bell, der for nylig var på besøg hos talkshowværten Jimmy Kimmel.
Her fortalte hollywoodstjernen om sin nylige ferie i Europa, som blandt andet gik forbi Danmark.
I København boede hun med familien på et hotel, der ud at dømme fra beskrivelsen godt kunne være Nimb, da hendes børn om morgenen kunne løbe ud i Tivoli uden postyr.
- Danmark var det fedeste. Vi overvejede, om vi bare skulle lade børnene passe sig selv, og pludselig havde vi ikke set dem i syv timer, fortæller ”Frozen”-stjernen, der kalder oplevelsen for himmelsk.
Alt imens sad hun selv med sin mand og nød en kop kaffe over et spil kort.
Oplevelsen står i stor kontrast til USA, hvor det bestemt ikke er kutyme at lade børn være uden opsyn. Heller ikke i forlystelsesparker.
Anekdoten er heller ikke let at forstå for værten Jimmy Kimmel, der har svært ved at tro på, at et søsterpar på ni og 11 år må prøve forlystelser uden en voksen ledsager.
- Måske er det bare en ting her? Er det fordi, de ikke har advokater i Danmark, spekulerer den 56-årige vært.
- Det er meget uformelt og afslappet derovre, fastslår Kristen Bell.