Kendte26. september 2024

Frederik Cilius fik angstanfald under optræden

Den udadtil så selvsikre komiker og klarinetist fandt hurtigt ud af, at alkohol og store scener ikke er en god blanding
Frederik Cilius
Det var ikke smart at blande alkohol og optræden for Frederik Cilius.
 Foto: Søren Jul Lamberth

Han har optrådt på alverdens scener som både musiker og skuespiller, og han har sendt hundredevis af timers live-radio.

Men en aften på Magasinet i Odense i 2021, hvor han optrådte med showet "Sommeren på Birgitø", blev Frederik Cilius pludselig ramt af et angstanfald, da han sad bag scenen og skulle til at lægge stemme til en udstoppet ræv, der optrådte sammen med Cilius' makker Rasmus Bruun.

Det fortæller han i et interview med Ud & Se.

- Der var for meget druk i den periode, og jeg havde også drukket noget, inden jeg skulle på scenen. Det havde jeg aldrig gjort før, og lige pludselig tænkte jeg: "Hvad hvis du går i panik og ikke kan huske dine replikker?" Så snowball'ede det totalt ud af kontrol, fortæller Cilius om den ubehagelige oplevelse, som publikum heldigvis aldrig opdagede.

- Vi var jo ikke fulde eller noget, men der gik det for alvor op for mig, at jeg i hvert fald har behov for kontrol, siger Frederik Cilius.

En ræv, Rasmus Bruun og Kirsten Birgit.
Det var under forestillingen "Sommeren på Birgitø", hvor Cilius både spillede Kirsten Birgit og lagde stemme til den udstoppede ræv over for Rasmus Bruun, at det første angstanfald ramte.
 Foto: Ritzau Scanpix (Tobias Kobborg)

Den begavede 38-årige har ellers prøvet lidt af hvert, siden han slog igennem i Radio 24syv-programmet "Den korte radioavis", hvor han spillede den aldrende journalist Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm. Siden har han deltaget i andre store succeser som "Den klassiske musikquiz", tv-serien "Orkestret" og er i disse uger aktuel med en ny sæson af DR-serien "Operarejsen".

Sådan en karriere kræver selvfølgelig, at man kan optræde uden at blive ramt af angst - og derfor tog sønderjyden en god snak med en psykolog om oplevelsen efterfølgende.

Det har givet ham ro - også selv om han måske bliver ramt af angsten igen.

- Du kan ikke dø af et angstanfald. Du kan få tyndskid, begynde at svede, blive tør i munden og få hjertebanken, men du dør ikke af det, og derfor er det kun et problem, hvis du trækker dig fra det, siger Cilius i det store interview med DSB-bladet, hvor han pryder forsiden på oktober-nummeret.

Tidligere har multikunstneren fortalt om en anden oplevelse, han nogle gange får koldsved af at tænke på - hvor han nær havde taget et andet menneskes liv. Det kan du læse mere om her.

Til næste år debuterer Cilius på Det Kongelige Teater, hvor han skal spille hovedrollen i det klassiske Holberg-stykke "Jeppe på bjerget".

Sponsoreret indhold