Kendte26. september 2024

”Rigtige mænd”-Rene Pehrson jubler: Skal være far igen

Overvejelser var mange, da Rene Pehrson og konen fandt ud af, hun var gravid, men efter første scanning blev alle tanker gjort til skamme
Rene Pehrson og hans kone Jannie Møller Pehrson venter en datter.
Rene Pehrson og hans kone Jannie Møller Pehrson venter en datter.
 Foto: Privat

Argumenter for en abort var ikke alt for svære at komme op med, da Rene Pehrson og Jannie Møller Pehrson fandt ud af, at de ventede familiens femte barn.

Derhjemme har de allerede rigeligt at tage sig til – blandt andet med sønnen Feliks, der for to år siden blev ramt af en blodprop og i dag er hjerneskadet.

Et år senere fik Jannie så diagnosen sklerose efter en sommer med en arm og et ben, der konstant sov.

Alligevel har de valgt at beholde barnet, som har vist sig at blive familiens første pige.

Det fortæller en glad Rene Pehrson, der er kendt fra DR-programmet ”Rigtige mænd” til SE og HØR.

- Det var slet ikke planlagt, men altså midt i sommerferien glemmer man jo ting. Også beskyttelse. Så det var et vådeskud i vildmosen, siger Rene Pehrson, der blandt andet ernærer sig som komiker.

Uventet reaktion

Efter at parret fandt ud af, Jannie er gravid, røg de i konsultation hos lægerne, der havde overraskende positivt at fortælle om kroppens reaktion.

Det viser sig nemlig, at en graviditet kan bremse skelrosesygdommen en smule.

- Så kunne jeg godt se, at tankerne begyndte at køre i hovedet på Jannie, men jeg har sagt, at vi kun tager den her, griner Rene Pehrson.

Dog var det først og fremmest en oplevelse hos jordemoderen, der forsikrede den ”rigtige mand” om, at de selvfølgelig skulle beholde den lille pige.

- Da vi var til den første scanning, så blev alle negative tanker gjort til skamme, siger Rene Pehrson.

Masser af matriale

Parret har i forvejen fire drenge – to har de fået sammen, mens de to ældste er Jannie Møller Pehrsons fra et tidligere forhold.

Nu venter altså et helt nyt kapitel for den store familie, som til marts kan fylde en syvpersoners bil helt op.

For femårige Feliks, der for tiden er ved at blive udredt, venter også en ny tid som storebror. En ny situation, som den hårdt prøvede dreng ser frem til.

- Han synes, det er så spændende at få lov til at blive den store, siger Rene Pehrson.

Endelig skal man heller ikke kimse ad det potentielle materiale, der for en komiker ligger i at have en gravid kæreste.

Rene Pehrson, der så småt er begyndt at skrive på et nyt show, vurderer i hvert fald selv, at de mange hormoner kan kaste en joke eller to af sig.

- Det er allerede blevet til mange timer ude i skuret, hvor jeg sidder og skriver, fortæller komikeren, der også fortsat har en tjans som murer.

Sponsoreret indhold