Aqua: Viser respekt for Jackson
De fleste grinede en anelse og huskede med glæde tilbage på fortidens kitsch, da succesgruppen Aqua for nogle måneder siden udsendte den spøjse single "Back To The 80's".
I et af versene i den originale version synger den mandlige forsanger René Dif blandt andet strofen "When M&M was just a snack, and Michael Jackson's skin was black" (da Michael Jacksons hud var sort, red.) i et tilbageblik på det populære og mindeværdige årti.
Men kort tid efter døde popkongen på tragisk vis, og teksten virkede pludselig en anelse malplaceret. Det har Aqua og deres pladeselskab Universal nu taget konsekvensen af.
Fra Jackson til Arnie
Blandt andet for ikke at træde nogle sarte musikfans i udlandet over tæerne har gruppen til den internationale singleudgivelse simpelthen besluttet at ændre i teksten til nummeret. Nu brummer René Dif således ikke længere ord om hudfarven på Michael Jackson, men derimod det lidt mindre catchy "And Arnie told us 'I'll be back'" med henvisning til Arnold Schwarzeneggers berømte citat fra filmen "Terminator".
- Det var en beslutning, Aqua selv tog, lige efter han var død. Det blev hurtigt sunget om. Det skete både i respekt for Michael Jackson selv og hans fans, men så er der jo heller ikke grund til at støde nogen. Men der er ikke tale om, at den udenlandske del af pladeselskabet dikterede, at sådan skulle det være. Det var bandet, der ønskede det sådan, forklarer Claus Pedersen fra Universal Music.