Politianmeldt af Janni Ree: Karsten Ree-imperiet klapper i om våbenanklage
LÆS OGSÅ: Karsten Ree politianmeldt af Janni – igen!
En politianmeldelse. To politianmeldelser. Og nu tre politianmeldelser.
Ja, det er ikke så få anklager, som Janni og Karsten har smidt mod hinanden, siden parret 20. august annoncerede, at de ville skilles.
Seneste politianmeldelse indløb torsdag. Her anklagede Janni Ree sin kommende eksmand for at have brudt våbenloven – fordi han ifølge hende sov med et oversavet jagtgevær ved siden af sengen og tilmed gemte patroner under hovedpuden.
Den nyeste politianmeldelse er dog ikke noget, der har fået hverken Karsten Ree eller andre fra Ree-baglandet til at råbe op. Tværtimod.
Sune Aagaard, der er kommunikationsansvarlig i Ree-imperiet, udtaler således kortfattet til SE og HØR, at man ingen kommentarer har om eller til våbenanklagen.
Janni Ree har modsat udtalt sig om sin seneste anmeldelse af Karsten. Til Ekstra Bladet fortalte hun for kort tid siden, at hun fandt hans kreative våbenopbevaring for ”truende”:
– Det var et tilfælde, at jeg opdagede patronerne under hovedpuden. Det skete den sidste tid i vores ægteskab, mens skilsmissen hang i luften, og jeg ved jo i teorien ikke, hvor længe de har ligget der, siger Janni Ree til mediet.
Det er som bekendt ikke den første politianmeldelse i parrets bitre skilsmisse – spørgsmålet er så, om det bliver den sidste?
Janni har tidligere politianmeldt Karsten for fysisk vold, psykisk vold og økonomisk vold – og Karsten svarede så igen ved at anmelde Janni for at have overtrådt straffelovens paragraf 263.
Ifølge Karsten har Janni således både læst og kopieret tekstbeskeder fra hans telefon, mens han lå og sov.
Nu mener Janni så at vide, at han lå og sov med ulovligheder i soveværelset: Nemlig et oversavet jagtgevær ved siden og patroner under dynen.