
Nu sker det endelig: Derfor blev prinsesse Theodoras bryllup udskudt to gange

LÆS OGSÅ: Kongehuset bekræfter: Hun kommer til brylluppet (link fjernet)
Weekenden står i den grad i kærlighedens tegn for det græske kongehus.
Den 41-årige prinsesse Theodora skal nemlig langt om længe giftes med den 40-årige advokat Matthew Kumar.
Og der må være nogen, der ånder lettet op, når bryllupsfestlighederne starter lørdag, for det har bestemt ikke været nemt for parret, der har været kærester siden 2016.
I 2018 gik Kumar, der er født og opvokset i det sydlige Californien, på knæ og friede til den græske prinsesse, og det blev naturligvis et ja fra Theodora.
Herefter blev det helt store bryllup planlagt til at finde sted på den græske ø Spetses. Det blev desværre aldrig til noget grundet den omfattende coronapandemi, der ramte verden over.
Parret valgte i stedet at fejre kærligheden i privaten, hvor de nød lidt godt fra det græske køkken, hvilket prinsessen sørgede for at dele på Instagram.
- På det, der skulle have været vores bryllupsweekend, har kærligheden og støtten fra venner og familie været så værdsat. Vi kan ikke vente med at fejre det med jer alle i Grækenland, når det er sikkert, lød det dengang fra parret.
Herefter blev en ny dato sat til begyndelsen af 2023, hvor festlighederne denne gang skulle finde sted i feriebyen Porto Cheli.
Men kun en måned efter offentliggørelsen af deres nye bryllupsdato gik prinsesse Theodoras far, kong Konstantin af Grækenland, bort i en alder af 82 år, og man valgte derfor endnu en gang at udskyde brylluppet.
Tredje gang må således formodes at være lykkens gang. Parret siger nemlig ja til hinanden denne weekend, hvor gæster er inviteret fra nær og fjern.
Det danske kongehus kunne fredag bekræfte over for SE og HØR, at den 80-årige prinsesse Benedikte rejser til Grækenland for at fejre sin niece.
