Krimi2. oktober 2024

Politiker giver vagtcentralen skyld for langsomme ambulancer

Der er problemer med at få ambulancer hurtigt nok frem til livstruende situationer. Nu peger udvalgsformand på vagtcentralen som en af problemerne
Tilskadekomne og syge må vente for længe på ambulancer i Region Midtjylland. Det møder nu kritik.
Tilskadekomne og syge må vente for længe på ambulancer i Region Midtjylland. Det møder nu kritik.
 Modelfoto: Colourbox

Region Midtjylland kæmper med at få flere ambulancer hurtigere frem.

Og en af årsagerne kan, ifølge Susanne Buch Nielsen (SF), udvalgsformand for Nære Sundhedstilbud i Region Midtjylland, være, at medarbejdere hos Akut Medicinsk Koordinering (AMK) sender forkerte ambulancer afsted.

- Vi kan også se, at nogle af kørslerne, der bliver bestilt, måske er forkerte, fortalte Susanne Buch Nielsen i et interview til TV2 Østjylland forleden.

Her skulle hun svare på, hvorfor det i 34 ud af 80 østjyske postnumre ikke er lykkedes at opfylde regionens egne servicemål, hvor 92 procent af livskritiske kørsler, såkaldt A-kørsler, skal være fremme inden for 15 minutter, som TV2 Østjylland tidligere har beskrevet.

Det er dog ikke alle, som mener, at udvalgsformandens kritik af AMK-vagtcentralen, hvorfra ambulancer bliver bestilt af sundhedsfaglige visitatorer, er berettet.

- Når der skydes på AMK, må jeg sige, at det er unuanceret, siger Bent Holst, bestyrelsesmedlem i Reddernes Fagforening med 23 års erfaring fra det præhospitale.

Han bakkes op af fællestillidsrepræsentant for FOA Ambulance i Region Midtjylland, Søren Holmgaard.

- Det er bestemt ikke min opfattelse, at AMK sender for mange A-kørsler ud, som kunne være B-kørsler, så det kan jeg ikke genkende, siger Søren Holmgård Knudsen.

Det kom faktisk bag på ambulancebehandler Søren Holmgård Knudsen, at vagtcentralen var et af de steder, udvalgsformanden pegede på.

- Det overrasker mig lidt, at hun sagde det var der, fordi jeg synes, de gør det rigtig godt. De er også blevet gode til at inddrage ambulanceredderne, mener han.

Udvalgsformand Susanne Buch Nielsen fortæller, at de skal og vil kigge på de opkald, der bliver modtaget på visitationscentralen AMK, og hvad der bliver spurgt om.

- Nogle af de A-kørsler, der bliver bestilt, kunne måske godt have været en B-kørsel. Så det betyder, at dem, der sidder inde på visitationsenheden, skal være meget bedre til at kommunikere med borgerne om, hvornår noget er ekstra farligt, fortæller hun.

Hos Reddernes Fagforening er man enig i, at arbejdsmetoderne trænger til en revision.

- Det betyder, at der ofte sendes for mange ressourcer i form af ambulance, paramediciner og lægebil til hændelser, hvor det ikke er relevant, siger Bent Holst.

Men han er uenig i, at det er her, problemet ligger.

- Men det helt store problem er til stadighed manglende personale i ambulancerne, siger han.

Her er Bent Holst ikke så langt fra udvalgsformand Susanne Buch Nielsen, der også ser mere personale, som en af løsningerne på problemet.

- Vi skal eventuelt kigge på, at der skal flere beredskaber til, siger hun.

Generelt peger Reddernes Fagforening på tre områder, der måske kunne få flere ambulancer til at komme hurtigere frem.

- Bedre forhold for redderne derude, bedre mulighed for visitation og udnyttelse af vores akutte beredskaber, afslutter Bent Holst.

Sponsoreret indhold