Kendte4. november 2024

Joy Petersen i krig med Lejerbo: Kæmper mod skimmelsvamp og sygdom

I over et år har Joy Petersen og hendes treårige datter haft en strid med sin udlejer, Lejerbo - alvorlige fugtskader i familiens lejlighed har ifølge hende resulteret i vedvarende helbredsproblemer
Joy Petersen lever til dagligt i et hjem fyld med skimmelsvamp, fortæller hun til SE og HØR.
Joy Petersen lever til dagligt i et hjem fyld med skimmelsvamp, fortæller hun til SE og HØR.
 Foto: Privatfoto

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til journalisten bag historien

Siden 2014 har Joy Petersen, der er kendt fra "Mig og min mor", boet i en lejlighed i indre København, lejet gennem Lejerbo, men det seneste år har hendes boligsituation været præget af alvorlige problemer med fugt og skimmelsvamp.

Lejerbo, der administrerer 37.500 boliger i hele Danmark, har kerneopgaverne "at administrere almene boliger, bygge almene boliger og sørge for løbende renovering samt drift og vedligehold af de administrerede boliger," fremgår det af organisationens hjemmeside.

Men det er ikke den oplevelse, Joy Petersen har haft.

Skimmelsvamp og manglende hjælp

Ifølge hende begyndte problemerne i oktober 2023, da hun opdagede en ubehagelig lugt og fugt i sin lejlighed. Efter at have kontaktet Lejerbo - som hævdede, at der intet var galt - tog hun sagen i egen hånd.

I december 2023 rev hun tapetet ned og fandt skimmelsvamp i både stuen og værelset.

- Det var simpelthen så ulækkert, der var sort over det hele, siger Joy Petersen til SE og HØR.

Sådan så væggene ud bag tapeten, som Joy Petersen selv fjernede.
Sådan så væggene ud bag tapeten, som Joy Petersen selv fjernede.
 Foto: Privatfoto

Et skadeservicefirma, Belfor, blev tilkaldt for at afhjælpe problemet, men Lejerbo overgik senere til et andet firma, der fjernede skimmelsvampen ved brug af kemikalier – alt imens Joy og hendes datter fortsat boede i lejligheden.

Til trods for de sundhedsmæssige risici blev Joy Petersen kun tilbudt genhusning på to døgn på et hotel, hvilket hun afslog, da hun ikke mente, det løste det underliggende problem.

- Vi ville ikke bo et sted for kun to dage, det gav slet ikke nogen mening, når vi alligevel skulle tilbage til lejligheden, der var fyldt med skimmelsvamp, siger Joy Petersen.

Joy søgte genhusning i januar 2024, men Lejerbo afviste anmodningen med den begrundelse, at det ikke var skadeligt at bo der.

Vindueskarmen inde på værelset, hvor Joy sover med sin datter. Nu er der flyttet ind i stuen. Her har hun nu sovet 12 måneder, målinger foretaget i juli måned viser, at der ikke er fugt i stuen.
Vindueskarmen inde på værelset, hvor Joy sover med sin datter. Nu er der flyttet ind i stuen. Her har hun nu sovet 12 måneder, målinger foretaget i juli måned viser, at der ikke er fugt i stuen.
 Foto: Privatfoto

Tabte sagen

I begyndelsen af året klagede Joy Petersen til Huslejenævnet over fugt og skimmel i lejligheden, men tabte først sagen, da nævnet ikke fandt "grundlag for at pålægge udlejer at foretage vedligeholdelsesarbejde, idet der ved besigtigelsen blev konstateret, at væggen i børneværelset fremstod nymalet og med glasvæv."

Efter rengøringsfirmaet var ude og ordne væggene i starten af året er tapeten begyndt at løsne sig.
Efter rengøringsfirmaet var ude og ordne væggene i starten af året er tapeten begyndt at løsne sig.
 Foto: Privatfoto

Helbredsproblemer

En lægeerklæring fra februar viser, at Joy og hendes treårige datter har lidt af luftvejsinfektioner og astmasymptomer, som lægen vurderede kunne være forårsaget af skimmelsvamp i lejligheden.

En uafhængig rapport fra et bygningskonstruktør-arkitektfirma bekræftede ligeledes, at skimmelsporer kunne påvirke beboernes helbred, og advarede mod længerevarende ophold i soveværelset.

- De store problemer med fugt er i soveværelsets ydervæg og køkkenets ydervæg, siger Joy Petersen, der nu bor i stuen.

I mails, SE og HØR har fået indsigt i, har Lejerbo stillet spørgsmålstegn ved bygningskonstruktør-arkitektfirmaets konklusioner og krævede en mere grundig undersøgelse, da de ikke selv opdagede skimmelsvamp i lejligheden.

Det seneste år har Joys datter haft adskillige udslæt på kroppen og astmaanfald.
Det seneste år har Joys datter haft adskillige udslæt på kroppen og astmaanfald.
 Foto: Privatfoto

Anke og afgørelse

Joy ankede sagen, og i den efterfølgende behandling i ankenævnet for Københavnske huslejenævn vandt hun.

Nævnet konstaterede, at der var fugt i væggene, og Lejerbo blev pålagt at udbedre problemet og fjerne skimmelsvampen inden for otte uger – en frist, der udløber den 5. november 2024.

Joy Petersen har nu kontaktet boligkommissionen i håb om genhusning, men har modtaget besked om, at Lejerbo har planer om at udbedre skaden inden for den nærmeste fremtid.

Joy Petersen har adskillige gange forsøgt at finde et nyt sted at bo, uden held og kæmper fortsat.

Vil genoptage ankesagen

Til trods for afgørelsen er Lejerbo endnu ikke begyndt at udbedre fugtproblemerne, da vandindtrængingen i ejendommen forsat undersøges.

Lejerbo mener, at en af årsagerne kan være vinduerne, som anses for en del af problemet. De vil først være færdigskiftet i marts 2025.

Joy Petersen fortæller nu til SE og HØR, at Lejerbo forsøger at genoptage ankesagen, da de vil have præciseret, hvad der skal udbedres i lejemålet.

- Jeg er rystet over, hvordan systemet er skruet sammen, det er under al kritik, siger Joy Petersen

SE og HØR har set dokumentation, hvor Lejerbo ønsker at genoptage ankesagen, fordi der ikke er "peget på konkret udbedringsarbejde" - og de vil derfor ikke være i stand til at overholde den fastsatte tidshorisont på otte uger fra modtagelsen af afgørelsen.

"Det kan desværre ikke ses på afgørelsen, eller det materiale der er sendt i høring, at der er konstateret skimmelsvamp i lejemålet. Det fremstår derfor uklart, hvad der præcist skal udbedre, og jeg vil derfor anmode ankenævnet oplyse, hvor i lejemålet der er konstateret skimmelsvamp og hvordan det er konstateret", skriver Lejerbo.

SE og HØR har forelagt Lejerbo Joy Petersens sag.

Lejerbo anerkender, at der tidligere har været skimmelsvamp i bygningen, men oplyser, at nye prøver ikke viser nogen risiko for helbredsproblemer. Prøverne de foretog var tilbage i februar måned.

Lejerbo svarer igen

- Vi har hele tiden erkendt, at der er problemer med fugt i de øverste etager af Borgergården – og dermed også i Joy Petersens lejemål. Det er vi i gang med at udbedre, men det tager desværre tid. Der skal blandt andet skiftes vinduer, og taget og murværket skal tjekkes igennem – det er en længere proces, hvilket vi også har forklaret tidligere, lyder det fra Driftsudviklingschef i Lejerbo og tilføjer:

- Det er rigtigt, at der for et lille års tid siden blev konstateret skimmel i Joy Petersens lejemål, som hendes billeder også viser. Det tog vi meget alvorligt, og vi fik det grundigt udbedret. Efterfølgende fik vi også saneret alt indbo i lejligheden, og vi tilbød hende genhusning i de 10 dage, det i alt stod på.

- Efterfølgende har vi fået lavet nye målinger i lejligheden af et certificeret firma. Disse viser ingen tegn på hverken skimmel eller andet, der kan give anledning til helbredsproblemer. Det er også derfor, vi ikke kan tilbyde Joy Petersen at blive permanent genhuset.

Sponsoreret indhold