Krimi7. oktober 2024

Tv-kendis udsat for månedlang mishandling: Fik pistol sat for panden

En 21-årig mand er blevet tiltalt for at have forsøgt at slå en dansk tv-kendis ihjel - og anklageskriftet er uhyggelig læsning
15 January 2022, Baden-Wuerttemberg, Rottweil: A 9mm cartridge stands on a table of a sport shooter. A Walther PDP Full Size 5" pistol can be seen in the background. Photo by: Silas Stein/picture-alliance/dpa/AP Images
Ifølge politiet er den kvindelige tv-kendis kun i live, fordi tiltaltes pistol "jammede", da den 21-årige mand trykkede på aftrækkeren. På billedet ses en 9 mm pistol og en skarp patron. OBS: Arkivfoto.
 Foto: Silas Stein/AP/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Mishandlede og voldtog kæreste i to år

Drabsforsøg, langvarig frihedsberøvelse, grov vold og psykisk vold.

En ung dansk kvindelig tv-kendis var igennem en lang periode i 2023 udsat for decideret torturlignende behandling, mener politiet.

Derfor har de nu tiltalt en 21-årig mand for en stribe af meget voldsomme lovovertrædelser. Sagen skal for retten i midten af denne måned, indtil da sidder den anklagede varetægtsfængslet, som han har gjort siden december måned.

Anklageskriftet, som SE og HØR har en kopi af, afslører, at den unge mand er tiltalt for hele 16 forhold - han erkender store dele af volden, oplyser hans forsvarer.

Der er ifølge politiet blandt andet sket langvarig frihedsberøvelse og særdeles grov vold ad flere omgange mod kvinden - der er afsat seks retsdage til behandlingen af den omfattende sag.

Kidnappet og tæsket

Anklagemyndigheden mener, at den hårdhændede behandling begyndte allerede i sommer, da den 21-årige mand overfaldt og tæskede kvinden.

I sagens første forhold, som er fra juni denne sommer og handler om vold og grov vold, skulle den tiltalte blandt andet have kastet en tung og massiv lysestage af glas imod kvinden, som ramte hende på benet.

Herefter tog han angiveligt kvælertag på tv-kendissen i 10-15 sekunder, ligesom han slog hende i ansigtet med knyttet hånd - han brugte ifølge politiet også en peberspray tæt ved offerets ansigt.

I slutningen af august gik det dog helt galt, da kvinden ifølge politiet blev udsat for en langvarig kidnapning, vold, grov vold og ulovlig tvang.

Det skete på en adresse i Nørre Snede, hvor kvinden blev tilbageholdt mod sin vilje i hele 18 timer.

Tv-kendissen blev blandt andet slået på armen med en metalgenstand, slået gentagne gange i hovedet og på kroppen med knyttet og flad hånd, ligesom hun fik taget kvælertag, så hun kortvarigt mistede bevidstheden, fremgår det af anklageskriftet.

I december måned udsatte den nu 21-årige igen kvinden for langvarig frihedsberøvelse, mener politiet.

Her blev kvinden mod sin vilje holdt tilbage på en adresse i Tilst ved Aarhus, hvor hun flere gange fik taget kvælertag, blev slået i ansigtet med knyttet hånd, trukket i håret og flere gange fik banket sit baghoved ind i en væg.

Hun blev ved den lejlighed reddet, fordi tv-kendissen under en indkøbstur til Rema 1000 kontaktede flere personer på gaden, som alarmerede politiet.

Retten i Aarhus, onsdag den 6. april 2022.
Sagen skal i løbet af oktober måned for Retten i Aarhus, hvor den vil blive behandlet som en nævningesag. Det betyder også, at anklagemyndigheden går efter at få sat den 21-årige bag tremmer i mindst fire år.
 Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Fik pistol sat for panden: "Nu skal du afregne"

Under kidnapningen i december måned mener politiet ligeledes, at kvinden blev udsat for et uhyggeligt drabsforsøg.

Undervejs i den påståede mishandling fandt den tiltalte angiveligt en skarpladt pistol frem, der blev sat for panden af den danske tv-kendis.

"Nu skal du afregne", lød de afsluttende ord ifølge anklageskriftet fra den tiltalte 21-årige.

Men noget gik galt, for da han rettede den mod kvinden og trykkede på aftrækkeren, gav pistolen angiveligt et klik.

"Den jammede," skulle den tiltalte have sagt, hvorefter han udtalte: "Jeg ville ønske, at den var gået af."

Efterfølgende tog den 21-årige angiveligt magasinet ud af pistolen, hvorefter der faldt en skarp patron ud af skydevåbnet, som menes at have været en 9 mm pistol, fremgår det af tiltalen mod manden.

Voldsomme kvæstelser

De gentagne overfald har haft store konsekvenser for kvinden.

Hun har blandt andet brækket næsen, da den nu 21-årige mand ifølge politiet 6. oktober slog hende så hårdt i ansigtet, at skaden opstod.

Under de to påståede kidnapninger fik kvinden ligeledes adskillige skader til følge - i begge tilfælde havde hun tydelige tegn på vold i ansigtet og på kroppen. Under en af de påståede kvælninger fik tv-kendissen det ligeledes så dårligt, at hun efterfølgende måtte kaste op.

I begyndelsen af august var den danske kvinde tilsyneladende i Tyrkiet - men det var den tiltalte ifølge politiet også.

Her opsøgte han kvinden på en restaurant, hvor han tog kvælertag og slog kvinden tre gange i ansigtet - ved den lejlighed blødte kvinden efterfølgende fra læben, lyder det fra anklagemyndigheden.

Alvorlige trusler

Den 21-årige er også tiltalt for at have udsat kvinden for adskillige trusler - ifølge politiet begyndte de allerede omkring marts 2023.

Tv-kendissen er angiveligt blevet truet på livet flere gange, hvilket både omfatter alvorlige trusler med ord, ligesom der angiveligt både er blevet brugt økser, knive og en pistol til at true kvinden.

Det er sket ad flere omgange siden cirka marts 2023 og frem til mandens anholdelse december samme år, fremgår det af anklageskriftet.

Den tiltalte er ved flere lejligheder anklaget for at have været bevæbnet med en skarpladt pistol, som han ifølge politiet også har brugt til at skyde med ved et skovareal i Gellerup Skoven.

SE og HØR har været i kontakt med mandens forsvarer, Glenn Verding Hein.

Han fortæller, at hans klient langt hen ad vejen erkender den vold, som står beskrevet i anklageskriftet - men han benægter de mest alvorlige anklager.

- Nogle af delene kan han ikke decideret huske, hvordan er foreåget. Men han erkender at have været i et forhold, hvor der er blevet begået vold.

- Enkelte udtalte trusler kan han også står ved, men ikke ordret, lyder det fra forsvarsadvokaten.

Den 21-årige mand nægter sig derudover skyldig i de groveste anklager om frihedsberøvelse og drabsforsøg.

Der er afsat seks retsdage til behandlingen af sagen - dommen forvenetes at falde i midten af november måned.

SE og HØR følger sagen

Sponsoreret indhold