Katherine Diez midt i sit livs nedtur: Delte seng med Adam Price efter bruddet
LÆS OGSÅ: Katherine Diez fik 1000 kroner sex
Skandalen var total, da den ivrige, unge, smukke og fremadstormende kulturskribent Katherine Diez først på året blev afsløret i at have lånt tekster fra andre skribenter i sine egne artikler.
Det kostede hende arbejdet, og regnskaberne blev gjort op i al offentlighed. Det var ydmygende, og hun ramte bunden, forklarer hun i sin nye bog, ”I egen barm”.
Men det skulle blive værre endnu. For hendes store kærlighed, Adam Price, forlod hende midt i kaosset.
Eksparret var sammen i hans sommerhus, da han delte nyheden om bruddet med omverdenen i et Instagram-opslag.
Ifølge Diez var ekskæresten helt munter, mens hun selv sad i sofaen og brød sammen i gråd.
- I en lille måneds tid fortsatte vi med at dele seng. Og en form for kærlighedsliv – i al hemmelighed, for Adams skyld, skriver hun i bogen.
Efter Diez-Price-forholdet var blevet afsluttet af Adam, ramte Katherine bunden.
- JEG VIL DØ, lå jeg på gulvet og skreg. Det ville jeg. Jeg ville dø. Som jeg så det, var mit liv forbi, fortæller hun helt åbenhjertigt om den svære tid, hvor hun tog piller for at holde nerverne i ro.
Heller ikke den dag i dag er det blevet nemt at være Katherine Diez.
Selv om hun har kunnet finde energien til at skrive en bog, hvor hun krænger sine inderste tanker ud, er hun ikke ovenpå endnu. Hun er plaget af angst og er bange for andre mennesker.
Bange for mennesker
Derfor lever Katherine Diez for tiden et liv i mørket, fortalte hun i et interview med DR-podcasten ”Genstart” i tirsdags.
- Jeg har været derhjemme i min nye lejlighed midt i København. Der har jeg ligget meget i sengen og siddet og skrevet dag og nat. Meget nat. Jeg har haft vanvittigt meget angst, fortæller influenceren.
Bibliotekerne lagt ned: Katherine Diez' bog er revet væk fra hylderne
- Jeg er gået ned hos min lokale 7-eleven-mand klokken to om natten, og så har jeg købt en latte til hver hånd, og så er jeg gået op og har skrevet.
- Det har været ubehageligt. Jeg er blevet sindssygt bange for mennesker efter alt det, der skete i januar og februar. Så når jeg har bevæget mig ud, har jeg gjort det under min kasket, som jeg har boet under.
- Der kan man nemt vinkle hovedet, så man ikke bliver set, fortalte hun om sit liv efter plagiatskandale og Price-brud.