Katherine Diez om Dan Jørgensen: Stoppede hendes "forbrug" af botox
LÆS OGSÅ: Katherine Diez trækker stikket
Det er ikke nødvendigvis nemt at være ministerfrue, hvis man har sine meningers mod – og vel at mærke er uenig i regeringens politik.
Det måtte Katherine Diez sande, da hun for en periode var daværende klimaminister Dan Jørgensens kæreste.
Når han åbnede sin morgenavis, kunne han læse, at kæresten i en klumme sammenlignede den førte politik med en mand, der har fundet klitoris, men som ikke ved, hvad han skal stille op med den.
I sin bog, ”I egen barm”, fortæller Diez, at Dan Jørgensen blev så ydmyget af situationen, at han krævede at se alle hendes klummer og boganmeldelser, før hun sendte dem til Berlingske, hvor hun arbejdede.
Efterhånden blev kontrollæsningerne også udvidet til at dække Katherines opslag på sociale medier, før hun udgav dem, fordi nogle af dem havde for seksuelle undertoner.
Selv Diez’ forbrug af botox i ansigtet blev stoppet af politikerkæresten Dan.
Medie: Det ville Dan have fjernet
Frihedsbrevet har talt med flere af de journalister, som var helt tæt på, da Katherine Diez fik Dan Jørgensens spindoktor på nakken med krav om, at artikler skulle redigeres, inden de kom ud.
Ifølge mediet fik Dan med spindoktorens hjælp blandt andet fjernet en udtalelse fra Diez - til et interview i Euroman - om, at den kendte politiker nærmest er for stor til at kunne rummes i den danske "leverpostejvirkelighed":
- Ham, jeg er forelsket i, er jo en dansk mand, men han er i virkeligheden ret udansk. Det med at ville nå skyerne… er ikke ret dansk, lød citatet, som altså aldrig kom med i den endelige artikel, skriver Frihedsbrevet.
Også flere politiske vurderinger fra Diez, som ifølge mediet ikke passede ind i den fortælling, som Dan Jørgensen ville have sin kæreste til give til medierne, kom ud.
Hverken Dan Jørgensen eller hans daværende spindoktor Peter Strauss Halsboe Jørgensen ønsker at kommentere sagen. Spindoktoren arbejder i dag for Mette Frederiksen (S) i Statsministeriet. Heller ikke Diez vil sige noget om sagen.
Til gengæld glædede hun ham ved at melde sig ind i Socialdemokratiet – og heldigvis havde hendes skriverier ikke stødt Mette Frederiksen og co. så meget, at Katherine ikke fik en god aften, da hun deltog i regeringens nytårstaffel i statsministerboligen Marienborg.
Ja, måske hyggede hun sig lige rigeligt.
- Jeg siger ikke, at jeg tog en bane kokain på toilettet på Marienborg. Men altså. Det ville være sjovt, hvis det forholdt sig sådan, skriver Diez i sin bog.
Slukket af depression
Forholdet mellem den blonde Berlingske-skribent og hendes ministerkæreste flød efterhånden ud i sandet – bl.a. fordi hun blev ramt af en depression.
- Vi elskede hinanden, tror jeg, men jeg var slukket og ked af det, forklarer Diez.
SE og HØR har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Dan Jørgensen til fortællingerne i Katherine Diez’ bog.