Katherine Diez’ advokat reagerer: Frygter ikke eventuel retssag
LÆS OGSÅ: Katherine Diez midt i sit livs nedtur: Delte seng med Adam Price efter bruddet
Katherine Diez har i sin nye bog "I egen barm" afsløret intime detaljer om sin ekskæreste, tv-kokken og manuskriptforfatteren Adam Price.
I bogen deler Katherine Diez blandt andet intime detaljer om deres forhold, herunder anklager om, at Adam Price angiveligt var hende utro flere gange, og hvordan han ifølge hende foreslog at invitere fremmede ind i deres soveværelse.
Ifølge advokat Vibeke Borberg, som SE og HØR har talt med, kan man blive straffet for at dele private oplysninger om andre mennesker.
Det kræver dog, at Adam Price vil gå rettens vej. I TV 2-programmet "Presselogen" fortæller Price, at han skal mødes med jurister i næste uge og tage stilling til sagens forløb.
Og Price har tidligere fortalt, at han overvejer, om sagen skal få retslige konsekvenser.
Derfor kan det i skrivende stund ikke udelukkes, at Katherine Diez og Adam Price mødes i en potentiel retssag.
Og en mulig retssag skræmmer ikke Heidi Højmark Helveg, som er Katherine Diez’ advokat.
- Jeg håber aldrig for nogen af sagens parter i sager af denne karakter, at der kommer en retssag, fordi det er opslidende for partnerne.
- Men akademisk vil jeg synes, det er dejligt at få den præcedens, fordi den vil være væsentlig at få afklaret, men jeg er ikke meget i tvivl om, hvor den vil lande henne, siger Heidi Højmark Helveg i "Presselogen".
Adam Price har tidligere udtalt, at han ikke vil gå i detaljer eller udtale sig i forhold til Katherine Diez' fortælling om sexeskapader og utroskab.
Men Price fortalte alligevel i mediepodcasten Q&CO på B.T. torsdag, at han "aldrig nogensinde har lukket op for de dele af sit privatliv, som bliver omtalt i bogen".
- At jeg har fortalt om ganske begrænsede dele af mit privatliv i en portrætbog med min storebror for 10 år siden eller endnu ældre interview, berettiger på ingen måde at trække læseren med ind i soveværelset og alle mulig andre steder.
- Det er privat, og det er en fuldstændig klar krænkelse af mit privatliv, siger Adam Price blandt andet i podcasten.
På den anden side siger Heidi Højmark Helveg, at der ikke er problemer med bogen set juridisk.
Tiden må altså vise, om Katherine Diez og Adam Price mødes i en retssag.