Livsfarlig leg: Børn løber over skinnerne
Det er nok de færreste, som ikke er klar over, at det er forbundet med stor fare, hvis man løber over skinner, hvor der kører toge.
Alligevel er det præcis det, som er problemet i den lille sønderjyske stationsby Rødekro. Her har børn og unge mennesker i folkeskolealderen løbet over skinnerne i en farlig leg. Det bekræfter DSB og Børneulykkesfonden til Se og Hør.
Skoleleder på Hærvejsskolen i Rødekro, Pernille Reschat fortæller ligeledes, at der de senere år har været episoder med børn, som har leget ved skinnerne.
"Indimellem er der nogle, der har taget kontakt til os, om at der har været børn nede ved skinnerne", siger skoleleder, Pernille Reschat. Skolen ligger ikke langt fra byens togstation.
Hærvejsskolen i Rødekro har nu takket ja til at få besøg af Børneulykkesfonden, som skal undervise eleverne i en ny kampagne om togsikkerhed. Her skal eleverne lære, hvordan man opfører sig på togstationer, og hvordan man sørger for sin egen sikkerhed, når man opholder sig på landets perroner.
"Vi synes, det er godt at bevidstgøre børnene om, at de bor i en stationsby, og at man er nødt til at være ekstra opmærksom", siger Pernille Reschat.
Skolelederen understreger, at der er tale om en forebyggende indsats, og at der indtil videre har været tale om enkeltstående tilfælde, hvor børn har haft gang i den farlige leg med at krydse skinnerne.