Lionel Messis popularitet bidrager til tilskuerrekord i MLS
Der har aldrig været større interesse for USA's fodboldliga Major League Soccer (MLS) blandt de amerikanske tilskuere.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Ligaen har således slået rekorden for flest tilskuere i en sæson.
Over 11 millioner tilhængere har i løbet af sæsonen overværet kampe på stadion. Det overgår sidste års rekord på 10,9 millioner.
I en udtalelse oplyser MLS, at der i gennemsnit har været 23.240 personer på stadion per kamp. Det skriver AFP.
Ligaen tilføjer, at det har øget publikums interesse, at profiler som argentinske Lionel Messi er kommet til.
- Ankomsten af internationale profiler og klubbernes arbejde for at skabe unikke og tilskuervenlige billetpakker og oplevelser på kampdagen er blandt de vigtigste årsager til de fortsatte rekordhøje tilskuertal i MLS, lyder det.
Selv om rekorden allerede er slået, så er grundspillet i MLS endnu ikke helt slut. Der mangler stadig 16 kampe, før der tages hul på slutspillet.
Det er tredje år i træk, at MLS har haft mere end ti millioner tilskuere i løbet af en sæson.
Til sammenligning var der sidste sæson godt 14,6 millioner tilskuere på stadion i den engelske Premier League. De var dog fordelt på færre kampe, og gennemsnittet lød per kamp på over 38.500 tilskuere.
Der er 20 hold i Premier League. I MLS er der 29 hold, der er fordelt i en østlig og en vestlig konference.
37-årige Lionel Messi, der i årevis spillede i FC Barcelona, spiller i dag for Inter Miami i MLS. Det samme gør Luis Suárez, Sergio Busquets og Jordi Alba, som han alle kender fra tiden i Barcelona.
Inter Miami indtager førstepladsen i MLS' Eastern Conference med 71 point efter 33 kampe. Nummer to i konferencen er Columbus Crew med 60 point.
Blandt de øvrige profiler i MLS er belgiske Christian Benteke, der tidligere i karrieren har spillet mange år i Premier League. Benteke er topscorer i MLS med 23 mål.