Nyheder9 timer siden (opd. 9 timer siden)

Snart kan det være slut: Vil forbyde fætre og kusiner at gifte sig

En undersøgelse, som Sveriges regering har bestilt, anbefaler, at det i Sverige bliver forbudt for fætre og kusiner at gifte sig
Sveriges regering har fået svar på en undersøgelse om, hvorvidt fætre og kusiner må gifte sig. Det anbefales, at det fremover bliver forbudt.
Sveriges regering har fået svar på en undersøgelse om, hvorvidt fætre og kusiner må gifte sig. Det anbefales, at det fremover bliver forbudt.
 Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

En undersøgelse, som Sveriges regering har bestilt, anbefaler, at det i Sverige bliver forbudt for fætre og kusiner at gifte sig.

Udvalget foreslår, at et forbud skal træde i kraft den 1. juli 2026.

Det er i dag forbudt at gifte sig med sin datter eller sin søn. Det er også forbudt at gifte sig med en af sine søskende.

Derimod er det muligt at få dispensation, hvis man vil gifte sig med en halvsøster eller halvbror.

Og når det gælder ægteskab mellem fætter og kusine er der så at sige fri bane.

I hvert fald indtil videre.

Regeringens udvalg har undersøgt sagen siden september 2023, og nu er det klar med sin anbefaling.

Og anbefalingen er kort og klart, at der indføres et forbud mod ægteskab mellem fætter og kusine i loven om ægteskaber.

- Baggrunden er, at æresrelateret vold og undertrykkelse er et stort samfundsmæssigt problem, siger justitsminister Gunnar Strömmer om udredningen fra udvalget.

- Alt for mange får deres liv og grundlæggende frihedsrettigheder indskrænket som følge af undertrykkende normer om ære. En del af det her handler om ægteskaber mellem fætre og kusiner.

Det er den borgerlige regering, der sammen med sit støtteparti, Sverigedemokraterna, har presset på for at få gjort noget ved fætter-kusine-ægteskaber.

Ifølge udredningen er det særligt kvinder og piger, som i forbindelse med ægteskaber med en fætter kommer ind i et forhold med undertrykkelse og æresrelateret vold.

Et forbud mod sådanne ægteskaber kan modvirke undertrykkelsen, vurderer udvalget.

Udvalget siger, at fætter-kusine-ægteskaber ofte er arrangerede ægteskaber. Der er ikke tale om frie valg blandt ægtefællerne.

Det er en familie, som beslutter det.

Udvalget foreslår også, at ægteskaber mellem andre nært pårørende forbydes. Det gælder for eksempel en farbror og hans niece.

Det anbefales også, at der kommer forbud mod ægteskaber mellem halvsøskende.

Udenlandske ægteskaber mellem fætter og kusine skal heller ikke anerkendes i Sverige.

I Norge blev der nedlagt forbud mod fætter-kusine-ægteskaber i sommer, men der er ikke sådanne forbud i EU-landene.

Heller ikke i Danmark.

Sponsoreret indhold