Kendte10. oktober 2024

Peter Frödin frygtede svaret: Kunne koste ham livet

Afslører i ny bog hvordan flere af hans nærmeste venner og bekendte blev smittet med hiv - og det endte med alt for mange begravelser
Frygten for hiv og aids har været helt tæt på i Peter Frödins liv.
Frygten for hiv og aids har været helt tæt på i Peter Frödins liv.
 Foto: Mikael Rieck

LÆS OGSÅ: Peter Frödins fede formue

I sin nye erindringsbog ”Kan han li’ at fiske” fortæller skuespiller Peter Frödin om sin ungdom i 1980’erne, hvor frygten for hiv og aids var meget udbredt.

Selv havde Peter fra tidlig ungdom lært at beskytte sig og som han skriver dyrkede han aldrig ubeskyttet sex.

Men i hans omgangskreds blev flere syge, og Peters allerførste kæreste Erik, den første mand, som Peter havde introduceret sine forældre for, blev syg med aids.

I bogen beskriver Peter Frödin, hvordan han besøgte kæresten Erik på Hvidovre Hospital. Og det var en chokerende oplevelse.

- Da jeg kom ind på afdelingen, fik jeg udleveret grønne bukser, grøn kittel, grønt hårnet og grønne skoovertræk af plastic. Så kunne jeg få lov til at gå hen til et vindue og kigge ind på hans stue.

- At se min kæreste på den måde var chokerende, og som frygtet havde Erik aids i udbrud, fortæller Peter Frödin i sin nye erindringsbog.

Herefter fulgte en tid, hvor Peter Frödin var meget optaget af at passe på Erik. Og heldigvis gik Eriks udbrud i sig selv igen, men han var stadig hiv-positiv.

Sådan ser forsiden af bogen "Kan han li' at fiske? Og andre godbidder fra mit vidunderlige liv" ud.
Sådan ser forsiden af bogen ud.
 Pr-foto

Peter havde været så optaget af at passe på Erik, at han helt havde udsat selv at blive testet.

- Måske også fordi jeg frygtede svaret. Til sidst sagde en af mine venner: ”Ej nu skal du altså se at blive testet”.

- Og det gjorde jeg så. Jeg gik op til min egen læge og bad om en test. Igen måtte jeg stå den uendelige ventetid igennem, åbne et brev op med besked om, at nu kunne jeg få beskeden, og så gå op til lægen. Negativ, skriver Frödin.

Erik fik det heldigvis bedre, men Peters forhold til ham sluttede.

- Måske blev det for tungt for os, skriver Frödin i bogen.

Frödin fortæller også i bogen, at når han tænker på slutningen af 1980’erne og starten af 1990’erne, tænker han på begravelser.

- Jeg tænker på frygt og frustration. Men jeg tænker især på , hvordan vi lærte at passe på hinanden. Det er det, jeg dvæler ved. Hvor meget kærlighed, der voksede ud af fortvivlelsen, skriver han.

”Kan han li’ at fiske” er på hylderne hos boghandlerne fra i dag 10. oktober.

Sponsoreret indhold