Søren og Morten skilt efter ”Gift ved første blik”: Drømmen blev slukket
LÆS OGSÅ: Dansk realitydeltager er blevet "Gift ved første blik" i Norge
Mens hele Danmark har heppet på, at gnisten mellem Morten og Søren i ”Gift ved første blik” ville holde for evigt, må parret nu skuffe seerne. For fem uger efter de som det eneste par i programmet valgte at forblive gift, blev de skilt.
Det fortæller de begge til SE og HØR.
- Vi får åbnet for nogle store sårbarheder og finder ud af, at vi hver især har nogle dybtliggende mønstre, som går meget kontra af hinanden. Vi slår os på hinandens følelsesmæssige baggage, forklarer Søren.
Han taler her om emner, som også kom frem i programmet: Mortens indre homofob, som han kalder den, der gør, at han ikke kan give Søren den intimitet, han ønsker. Det resulterer i, at Søren i stedet craver endnu mere tosomhed, mens Morten har brug for mere alenetid.
- Det blusser meget op og danner en kløft mellem os, fortæller Søren.
Drømmene blev slukket
Parret var ellers godt på vej. Men da optagelserne sluttede, og eksperter og terapisessioner ikke længere var en del af dagligdagen, fandt Søren og Morten ud af, at de havde brug for den hjælp og støtte til at komme videre med deres parforhold.
- Det går skidegodt for os i slutningen, da vi er ved mig, men så snart vi kommer ud af eksperimentet, står vi pludselig der på den anden side alene. Og den underliggende konflikt, vi har, vokser sig ti gange større på ingen tid, siger Søren.
Ifølge Morten var det en turbulent periode fra kameraerne slukkede: Da blev drømme og forhåbninger slukket. Parret håbede på at få en fantastisk sommer sammen, men det blev alt andet end det.
- Det har været en lang proces. Samtidig med at vi har kunnet se en fuldstændig dokumenteret lykke i fjernsynet, har vi gået rundt i det virkelig liv og haft det rigtig svært i perioder. Det har simpelthen været noget af det mest bizarre, jeg har oplevet, siger Morten.
Mange op- og nedture
Parret tager til en ekstra samtale hos Trine, da problemet går op for dem fire-fem uger efter den store beslutning i programmets finale.
- Men der er det nok for sent, tror jeg. Hullet mellem os er vokset for stort, siger Søren.
- Desværre.
- Det har været en rejse med mange opture, og rigtig mange nedture. Der var et tidspunkt, hvor vi begge to var fast besluttet på, at vi ikke skulle være i samme rum længere, siger Morten og tilføjer, at produktionen og eksperterne var rigtig gode til at gribe dem.
Det har været hårdt
I dag har Morten og Søren et godt forhold. De får både soloterapi for at arbejde på hver deres udfordringer, men de har også gået i parterapi for at få en sund skilsmisse og skabe det bedste fundament for at kunne komme videre som venner.
- Jeg har virkelig lært meget om mig selv og mine mønstre. Det har været fucking hårdt, og det havde været nemmere bare at sige ”fuck dig”, men vi har arbejdet sammen på det, og det har givet en kæmpe indsigt, fortæller Søren.
Både Søren og Morten fortæller, at de har gjort sig umage for at bevare relationen som venner efterfølgende, og hvad der skal ske nu, vil tiden vise.
- Alle spørger ”hvad så på sigt”, og mit svar er, at vi har en meget kompleks relation, og lige nu har vi et behov for at arbejde på os selv og finde ud af, hvad der skal ske. Vi har begge behov for at komme ud (af medieræset, red.) og tage en slapper, siger Søren og fortsætter:
- Det kan godt være, vi ikke blev lykkelige til vores dages ende i en romantisk relation, men jeg er sikker på, vores eventyr fortsætter meget længere.
Morten er lidt mere forsigtig i forhold til at spå om forholdets fremtid.
- Der har været en reel kærestesorg med Søren, men det afsnit er jeg nu klar til at slippe og sige farvel til. Hvad der kommer nu, det ved jeg ikke, siger han.