Krimi5 timer siden (opd. 5 timer siden)

Kærlighedssvindel kan ruinere dig: Koster 45.000 kroner pr. gang

Antal ofre for såkaldt kærlighedssvindel er stabilt, men det stjålne beløb stiger i første halvdel af året

I årets første seks måneder lykkedes det kriminelle at svindle danske bankkunder for et højere beløb end i året før.

Det viser nye tal for såkaldt kærlighedssvindel fra bankernes interesseorganisation, Finans Danmark.

I alt fik kriminelle i første omgang bankkunder til at overføre 20,6 millioner kroner. Dog bliver en del af svindlen opdaget og standset i tide.

Svindlerne kom afsted med 9,7 millioner kroner, hvilket svarer til, at hvert offer i gennemsnit er blevet svindlet for 45.000 kroner.

I 2023 blev hvert offer for kærlighedssvindel i gennemsnit svindlet for omkring 35.000 kroner.

- Det lader til, at de kriminelle simpelthen er blevet bedre. De er både blevet bedre til at forsøge at få penge ud af ofrene og også reelt få penge ud af ofrene, siger Michael Busk-Jepsen, som er digitaliseringsdirektør i Finans Danmark.

Kærlighedssvindel dækker over svindelsager, hvor kriminelle franarrer borgere penge via falske profiler, der udgiver sig for at søge venskab eller kærlighed. Den kriminelle får undervejs offeret til at overføre penge.

- Ikke nok med at man taber penge på det, så får man også misbrugt sin tillid, som man måske har opbygget gennem hundredvis af timers kommunikation, siger Michael Busk-Jepsen.

Bankerne registrerede 217 sager i årets første seks måneder, der drejede sig om kærlighedssvindel. Antallet af sager er på niveau med tidligere, lyder det. I hele 2023 blev der eksempelvis registreret 490 sager.

Tallene kommer fra bankerne og dækker kun over de sager, hvor banken er blevet opmærksom på, at der er sket svindel.

Michael Busk-Jepsen mener derfor også, at der kan være et stort mørketal. Ofte ved bankkunderne nemlig ikke, at de bliver udsat for svindel, før det er for sent.

Derfor er et af de stærkeste værn mod kærlighedssvindel, at potentielle ofre bliver informeret om svindelformen.

- Vi gør meget i forhold til oplysning i sektoren. Vi har fælles kampagner og de enkelte banker oplyser om det. Men det er vanskeligt at nå ud til alle potentielle ofre, siger Michael Busk-Jepsen.

I første og andet halvår af 2023 fik kriminelle lokket henholdsvis 15,3 og 10,8 millioner kroner ud af danske bankkunder i forbindelse med kærlighedssvindel.

I årene mellem 2019 og 2022 var niveauet noget højere. Her fik svindlere danske bankkunder til at overføre mellem 44 og knap 65 millioner kroner.

Ifølge Michael Busk-Jepsen hænger noget af det sandsynligvis sammen med coronaperioden, hvor mange var mere isolerede end normalt.

- Det at søge andre mennesker for at undgå ensomhed har været en stærk drivkraft for mange, som så desværre er blevet ofre i den periode, siger han.

Sponsoreret indhold