
Tv-kendis fik pistol sat for panden: Nu begynder den uhyggelige sag

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en fortrolig mail til patrick@sh.dk
LÆS OGSÅ: "Gift ved første blik"-stjerne skal i retten: Tiltalt for tyveri og databedrageri
Sidste år i marts begyndte et sandt mareridt for en dansk kvindelig tv-kendis, hvis man spørger anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.
Ifølge politiet fik kvinden ligefrem sat en pistol for panden og fik besked om, at "nu skulle hun afregne" - de mener ligefrem, at hun udelukkende er i live, fordi mandens våben - en 9mm pistol - "jammede", da han trykkede på aftrækkeren.
Det viser anklageskriftet i sagen, som SE og HØR fredag er i Aarhus for at følge.
Kvindens mareridt fik først en ende, da den 21-årige blev varetægtsfængslet tilbage i december måned - han er tiltalt for hele 16 forhold i det uhyggelige anklageskrift.
Han erkender langt hen ad vejen den vold, som er beskrevet i anklageskriftet, men nægter at have udsat kvinden for to langvarige og voldsomme frihedsberøvelser samt drabsforsøg, mandens forsvarsadvokat, Glenn Verding Hein, oplyst til SE og HØR.

Kidnappet og tæsket
Anklagemyndigheden mener, at den hårdhændede behandling begyndte allerede i sommer, da den 21-årige mand overfaldt og tæskede kvinden.
I sagens første forhold, som er fra juni denne sommer og handler om vold og grov vold, skulle den tiltalte blandt andet have kastet en tung og massiv lysestage af glas imod kvinden, som ramte hende på benet.
Herefter tog han angiveligt kvælertag på tv-kendissen i 10-15 sekunder, ligesom han slog hende i ansigtet med knyttet hånd - han brugte ifølge politiet også en peberspray tæt ved offerets ansigt.
I slutningen af august gik det dog helt galt, da kvinden ifølge politiet blev udsat for en langvarig kidnapning, vold, grov vold og ulovlig tvang.
Det skete på en adresse i Nørre Snede, hvor kvinden blev tilbageholdt mod sin vilje i hele 18 timer.
Tv-kendissen blev blandt andet slået på armen med en metalgenstand, slået gentagne gange i hovedet og på kroppen med knyttet og flad hånd, ligesom hun fik taget kvælertag, så hun kortvarigt mistede bevidstheden, fremgår det af anklageskriftet.
I december måned udsatte den nu 21-årige igen kvinden for langvarig frihedsberøvelse, mener politiet.
Her blev kvinden mod sin vilje holdt tilbage på en adresse i Tilst ved Aarhus, hvor hun flere gange fik taget kvælertag, blev slået i ansigtet med knyttet hånd, trukket i håret og flere gange fik banket sit baghoved ind i en væg.
Hun blev ved den lejlighed reddet, fordi tv-kendissen under en indkøbstur til Rema 1000 kontaktede flere personer på gaden, som alarmerede politiet.
SE og HØR har tidligere beskrevet det uhyggelige anklageskrift yderligere i artiklen herunder.

Fik pistol sat for panden: "Nu skal du afregne"
Under kidnapningen i december måned mener politiet ligeledes, at kvinden blev udsat for et uhyggeligt drabsforsøg.
Undervejs i den påståede mishandling fandt den tiltalte angiveligt en skarpladt pistol frem, der blev sat for panden af den danske tv-kendis.
"Nu skal du afregne", lød de afsluttende ord ifølge anklageskriftet fra den tiltalte 21-årige.
Men noget gik galt, for da han rettede den mod kvinden og trykkede på aftrækkeren, gav pistolen angiveligt et klik.
"Den jammede," skulle den tiltalte have sagt, hvorefter han udtalte: "Jeg ville ønske, at den var gået af."
Efterfølgende tog den 21-årige angiveligt magasinet ud af pistolen, hvorefter der faldt en skarp patron ud af skydevåbnet, som menes at have været en 9 mm pistol, fremgår det af tiltalen mod manden.
Der er afsat seks dage til behandlingen af sagen mod den 21-årige mand, som begynder fredag ved Retten i Aarhus.
SE og HØR dækker sagen.