Jeppe Søe hevet i fogedretten: Skylder tusindvis af kroner til bilfirma

LÆS OGSÅ: Jeppe Søe skylder fortsat 400.000 væk til smed
Da det tidligere medlem af Moderaterne og folketingspolitikeren Jeppe Søe stillede op til valget i 2022, blev han hurtigt mødt af en stiv modvind.
Det skyldtes, at det dengang kom frem, at han var blevet erklæret konkurs grundet en gæld til det offentlige på omkring 1,8 millioner kroner, hvilket han dengang forklarede var "gammel gæld", som han betalte af på.
Men den store gæld har tilsyneladende ikke afholdt politikeren fra at optage nye gæld sidenhen - som han så heller ikke har kunnet betale.
12. juni havde han nemlig en sag i Fogedretten i Århus på baggrund af en ubetalt gæld på lidt mere end 65.000 kroner til bilfirmaet Uggerhøj. Et beløb, som han ikke gjorde rettidige indsigelser mod, ifølge Fogedretten.
Derfor blev det også besluttet, at der skulle igangsættes "tvangsfuldbyrdelse på grundlag af betalingspåkravet", hvilket betyder, at der skulle gøres udlæg i Jeppe Søes værdier for at hente de penge hjem, som han skylder bilfirmaet.
Det viser en aktindsigt, som SE og HØR har fået.
Sagen afvist
Sagen ender dog med at blive afvist af Fogedretten.
Det sker 27. juni, viser en anden aktindsigt, som SE og HØR har fået.
Årsagen er i aktindsigten fra Fogedretten overstreget. SE og HØR erfarer dog, at afvisningen skyldes, at Jeppe Søe indgav en insolvenserklæring samme dag.
En insolvenserklæring er et dokument, skyldnere i Fogedretten kan indgive, hvis de er ude af stand til at betale.
Forsvarede "gammel gæld"
Det var Jyllands-Posten som op til folketingsvalget i 2022 kunne afsløre, at Jeppe Søe havde en gæld til det offentlige på 1,8 millioner kroner.
Det skyldtes blandt andet, at han gennem flere år ikke havde betalt sin A- og B-skat korrekt, og derfor blev han allerede i 2019 erklæret konkurs af Gældstyrelsen.
Derudover skyldte Søe også mere end 400.000 kroner til en jysk smedemester. En sag, der strakte sig tilbage til 2008. Det skyldtes, at han dengang gik konkurs med sit firma Widevision, som lavede reklamer og kommunikationsarbejde.
Gælden hæftede han personligt for, da der var tale om en enkeltmandsvirksomhed.
– Der har bare været andre kreditorer (end smedemesteren, red.), der har været mere truende.
– Derfor har de fået deres penge først, sagde Jeppe Søe dengang til SE og HØR. Indtil i dag har smeden fortsat ikke set hovedparten af sine penge.
Turbulent tid: Skred fra Løkke
De seneste mange måneder må siges at have været meget intense for Jeppe Søe.
Tilbage i august kom det nemlig frem, at flere ledende skikkelser i Moderaternes sekretariat var genstand for massiv kritik i en klage til Arbejdstilsynet, som var indgivet af en række medarbejdere.
Derfor kunne Moderaternes politiske leder og landets udenrigsminister, Lars Løkke, hurtigt fortælle, at man nu ville oprette en whistleblowerordning i partiet samt tilknytte en erhvervspsykolog.
Det fik dog Jeppe Søe til at tordne mod sin nu tidligere politiske leder. Han mente nemlig, at man burde lave en uvildig undersøgelse af arbejdsmiljøet i partiet samt ledelsen. Det var Løkke ikke enig i, og der udbrød derfor åben krig mellem de to i medierne.
I sidste ende besluttede Jeppe Søe, at "lugten i bageriet" nu var blevet for fæl til ham og tog sit gode tøj og forlod partiet.
Derfor er Jeppe Søe i dag løsgænger i Folketinget. Han har lavet en aftale med det blå valgforbund i Folketinget, der gør, at han kan fortsætte i digitaliserings- og kulturudvalget samt sidde i formandsstolen som tingsekretær.
Da valgkampen kørte, og historien om den massive gæld brød ud, fortalte Jeppe Søe som nævnt, at han betalte af på sin gæld og ville gøre det "mange år endnu":
- Vælgerne kendte med andre ord til historien, før de stemte på mig – ligesom jeg fortalte om min erfaring i valgkampen.
- Det er ti år gammel gæld, som jeg – som der også står – har betalt væsentligt af på gennem alle årene. Og stadig gør… en del år endnu.
SE og HØR har forsøgt at få en kommentar fra Jeppe Søe siden mandag eftermiddag, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.
SE og HØR har også forsøgt at få en kommentar fra Uggerhøjs direktør, Sten Uggerhøj, men det har heller ikke været muligt.