Krimi15. oktober 2024

Dansk storsvindler i ny bedragerisag: Hayat Faizi nægter sig skyldig

Hayat Faizi er i disse timer igen i retten - denne gang i en endnu større svindelsag end sidst
Hayat Faizi er dømt for bedrageri og mandatsvig for mere end 900.000 kroner.
Hayat Faizi er dømt for bedrageri og mandatsvig for mere end 900.000 kroner. Nu risikerer hun en ny dom.
 Foto: Københavns Politi

LÆS OGSÅ: Lå i krig med flere kendte danskere

Den danske storsvindler Hayat Faizi blev i august idømt en ubetinget fængselsstraf på 2,5 år samt udvisning i 12 år for groft bedrageri og mandatsvig for op mod 900.000 kroner.

Men i dag er hun tilbage på anklagebænken - og denne gang er sagen meget større.

Hayat Faizi er tirsdag mødt op ved Retten i Kolding, hvor hun er tiltalt for bedrageri af særlig grov beskaffenhed samt databedrageri for flere millioner. Offeret er en ældre kvinde.

Men Faizis forsvarer, Michael Lindquist, vil have sagen afvist. Sker det ikke, skal hun frifindes, siger han under retsmødet.

Derimod har anklageren nedlagt påstand om fængsel samt en ny udvisning.

Ældre dame flået

Politiet mener, at Hayat Faizi har bedraget - og forsøgt at bedrage - en ældre kvinde for op mod 3,5 millioner kroner.

Bedrageriet skulle være forgået gennem en periode på tre år fra 2018 til 2021.

Ifølge tiltalen har Hayat Faizi narret mere end 1,8 millioner kroner fra kvinden. Derefter skulle hun have forsøgt at bedrage sig til yderligere 1,6 millioner, hvilket kun delvist lykkedes.

Anklageren fortæller desuden tirsdag i retten, at Hayat Faizi i årevis havde haft en relation til den ældre kvinde.

Blev efterlyst i Danmark: Udeblev fra retten

Tidligere i år blev Hayat Faizi efterlyst af Københavns Politi, fordi hun var blevet væk fra retten, da hun skulle modtage sin straf i en sag, som hun blev dømt skyldig i i januar.

SE og HØR fik Faizi i tale, mens politiet ledte efter hende, hvor hun forklarede, at hun "var sygemeldt", ligesom hun også afviste, at hun skulle have bedraget nogen.

Københavns Politi afviste, at sygemeldingen skulle være en lovlig undskyldning, eftersom der var blevet udstedt en arrestordre på hende.

Søndag 21. juni blev Hayat Faizi derfor anholdt, da politiet endelig fandt hende.

Efteføgende fik hun som allerede nævnt en straf på 2,5 års ubetinget fængsel og udvisning i 12 år i sagen om bedrageri og mandatsvig.

Flere personer modtog pengene

I retten tirsdag kom det, at pengene fra den ældre kvindes konto ikke blot er gået direkte ind på Hayat Faizis konto.

Pengene er nemlig, i følge anklageskriftet, blevet overført til en række konti, som ejes af forskellige personer, hvor særligt en person går igen og igen.

Derudover er nogle af beløbene blevet overført til en virksomhed.

I løbet af de fire dage, som retssagen er berammet til, vil der blive indkaldt flere end ti vidner, fortæller anklageren. Også personerne, som fik penge overført under det påståede svindelnummer.

Fejl i anklageskriftet

Tirsdag fortæller anklageren desuden i retten, at der er en fejl i anklageskriftet, som SE og HØR tidligere har omtalt i forbindelse med sagen.

I anklageskriftet lyder det nemlig, at Hayat Faizi, som er tiltalt for to forhold, skulle have helt eller delvist bedraget den ældre dame for op mod 3,7 millioner kroner sammenlagt.

Men det er altså en fejl. I stedet lyder beløbet på 3,5 millioner kroner.

Den mand, som Hayat Faizi tidligere har dannet par med i perioden hvor bedrageriet fandt sted, er ligeledes indkaldt som vidne. Det er en af Hayat Faizis sønner også.

Der forventes at falde dom i sagen 21. oktober.

SE og HØR følger sagen.

Sponsoreret indhold