Kim Larsens impresario afslører: Sådan var hans sidste tid

LÆS OGSÅ: Larsen forgylder familien: Gaven fra graven

Det kom som et chok for de fleste, da Kim Larsen døde den 30. september 2018. Det var kun meget få tæt på nationalskjalden, som vidste, hvor kræftsygdommen bar henad.

Blot få uger tidligere havde han spillet sin sidste koncert i Holbæk. I det hele taget holdt spillemanden sig i gang til trods for sin fremskredne sygdom.

Ikke bare med koncerter og den store portrætbog, han lavede i samarbejde med forfatter Jens Andersen, men også med sangskrivningen.

Det fortæller hans tidligere impresario Jørn Jeppesen – måske bedre kendt under øgenavnet Jørn Ørn – i podcasten ”Den uendelige musikhistorie”.

Her kommer vært Anders Blichfeldt og Jørn ind på de mange år, impresarioen arbejdede sammen med nationalskjalden og ikke mindst den sidste tid, som ikke var en dans på roser.

- Den var hård, for han var jo syg.

Selv om det var hårdt, smed Larsen aldrig arbejdshandskerne. Derfor kunne han også overraske alt og alle med en udgivelse af ”Sange fra 1. sal” seks måneder efter sin død.

- Helt til sidste øjeblik sad han og sloges med akkorder og tekstidéer og sådan nogle ting, så det stoppede aldrig, afslører Jørn Ørn.

Jørn arbejdede sammen med Larsen op gennem 00’erne og 10’erne og kom rigtig tæt på spillemanden, som ikke bare blev hans kompagnon, men også hans fortrolige.

De sidste år af Kims liv bed Jørn mærke i, at ”Midt om natten”-musikanten havde ændret sit forhold til sin egen succes.

- Han holdt jo altid sin betydning og sin succes væk fra sig, men de sidste fire – fem år var han blevet rigtig god til at tage de ting ind og være taknemmelig over det og også udtrykke taknemmelighed over det, siger han og forsætter:

- Han så sig selv som et medie, så derfor var der stor ydmyghed og stor taknemmelighed over det liv, han havde fået. Og det var sådan set dejligt at mærke det på ham de sidste år.

Ifølge Jørn var den afstand til egen succes og betydning nødvendig for Larsen for at kunne være i det.

- Fordi når man bliver så stor, så er sangenes betydning større end personen – man kan simpelt hen ikke leve op til det. Derfor bliver det noget underligt noget at forholde sig til – også når man er inde i orkanens øje.