Skole på Vestsjælland er brudt i brand

Vemmelev Skole på Vestsjælland brød tirsdag aften i brand, og en hel længe er forsvundet i flammerne.
Det fortæller skolechef i Slagelse Kommune Torben Møller Nielsen.
Branden betyder umiddelbart, at flere elever i udskolingen skal undervises i andre lokaler, når de på mandag vender tilbage fra efterårsferie.
- Vi har en fløj med fem stamlokaler, der er brændt ned.
- Der er nogle ganske få sodskader i nogle tilstødende lokaler, men det kan vi nå at rengøre inden på mandag, siger Torben Møller Nielsen.
Skolechefen tilføjer, at to klasser desuden er i erhvervspraktik i næste uge, hvilket mindsker det akutte behov for at få klargjort fem nye lokaler til undervisning. Skolen kan nøjes med lidt færre lokaler.
- Så der er skole på nærmest normale vilkår på mandag i Vemmelev, siger skolechefen.
Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi modtog anmeldelsen om branden klokken 22.25 tirsdag.
Der var ingen tilskadekomne, lød det fra vagtchef Morten Kronbo.
Brandslukningsarbejdet stod på i løbet af natten, hvor det lykkedes at minimere skaderne.
- Beredskabet har lavet et fantastisk arbejde i løbet af natten og holdt branden i én bygning. Det er vi meget taknemmelige over, siger Torben Møller Nielsen.
Onsdag eftermiddag klokken 16.40 leder man fortsat efter brandårsagen, fortæller vagtchef Nicolai Lynge.
- Området er stadig afspærret derude, og det er i gang med at blive undersøgt og efterforsket, siger han.
Vemmelev Skole har omkring 450 elever og er placeret cirka ti kilometer sydvest for Slagelse.