Krimi8 timer siden

Forsøgte at bedrage ældre borgere: Politiet efterlyser mand med foto

Politiet har onsdag valgt at offentliggøre fotos af en mistænkt ung mand, som mistænkes for at have begået kontaktbedrageri mod en stribe af ældre borgere

I et forsøg på hurtigt at opklare en stribe bedragerier mod ældre i Nordjylland har politiet onsdag besluttet at offentliggøre fotos af en mistænkt ung mand.

Indtil videre har politiet fået 11 anmeldelser om bedrageri, hvor falske bankbude mødte op hjemme hos ældre borgere mandag.

Det skete i Hjallerup, Hobro, Skørping og Støvring, oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse om sagen.

Først blev ofrene ringet op med en foruroligende besked. Der var uregelmæssigheder på kontoen. Derfor ville et bankbud komme ud for at hente hævekort.

I de fleste tilfælde lykkedes det for gerningsmændene at overtale de ældre til at aflevere hævekortet.

Det er netop i forbindelse med det efterfølgende misbrug af hævekort, at en mistænkt er blevet fotograferet.

Manden er slank af bygning og skønnes til at være mellem 20 og 30 år. På fotografierne havde han en kasket med camouflagemønster på hovedet og var iført en grønlig hættetrøje og lyse bukser.

Med offentliggørelsen håber politiet at få henvendelser fra borgere, der kan genkende manden, eller som i øvrigt har oplysninger.

Denne form for svindel kaldes af politiet for kontaktbedrageri. Fænomenet kendes over hele landet. Ofte omtaler landets politikredse nye tilfælde og advarer de ældre og deres pårørende.

Politi søger hjælp: Har du set denne mand?

Sponsoreret indhold