Niall Horan reagerer på Liam Paynes død: - Jeg er fuldstændig knust
LÆS OGSÅ: Louis Tomlinson sender rørende besked til Liam Payne: Vil være der for Bear
Niall Horan bryder for første gang tavsheden i kølvandet på Liam Paynes død.
Den 31-årige irske stjerne, der har været tætte venner med Liam Payne i årevis, har fredag eftermiddag delt et opslag på Instagram, hvor han sætter ord på tabet af sin "elskede bror".
- Jeg er fuldstændig knust over tabet af min fantastiske ven, Liam. Det føles bare ikke virkeligt, skriver han i opslaget, som han har delt med sine 33,9 mio. følgere.
- Liam havde en lyst på livet og en passion for at arbejde, der smittede. Han lyste alle rum op og fik altid alle til at føle sig glade og trygge.
- Jeg føler mig så heldig over, at jeg fik lov til at se ham for nylig. Jeg vidste desværre ikke, at efter vi sagde farvel og krammede den aften, at jeg sagde farvel for evigt. Det er hjerteskærende.
Niall Horan sender også sin kærlighed og de bedste tanker til Liam Paynes familie og ikke mindst hans syvårige søn, Bear.
De resterende medlemmer af One Direction har tidligere delt deres tanker om tabet af Liam Payne.
Liam Payne mistede sent onsdag aften dansk tid livet efter et fald fra sin balkon på et hotelværelse i Argentina.
Han blev erklæret død på stedet.