Kendte19. oktober 2024

Freja Kirk om den hårde skilsmisse: Håber vi kan blive venner en dag

Sangeren Freja Kirk taler stadig ikke med eks’en Sus Wilkins
Bruddet med Sus Wilkins har taget hårdt på Freja Kirk. 
Bruddet med Sus Wilkins har taget hårdt på Freja Kirk.
 Foto: Lars H. Laursen

LÆS OGSÅ: Efter bruddet med Sus Wilkins: Aktivitet i sengen

Efter ti års forhold blev sangeren Freja Kirk sidste år skilt fra skuespilleren Sus Wilkins.

Og selvom de to eks’er til at begynde med mødte op på røde løbere hånd i hånd som venner, så er deres forhold ikke tæt længere.

De taler faktisk ikke sammen, og Freja har ikke hørt fra Sus i længere tid.

Det fortalte Freja Kirk, da SE og HØR mødte sangeren til P3 Guld fredag aften.

- Vi har ikke snakket sammen. Det tror jeg også er for det bedste. Når man slår op efter så lang tid, så er det skidegodt med en pause. Så må vi se, om vi kan finde hinanden som venner en dag. Vi må se hvad der sker, lød det fra Freja.

Stærkt at være sårbar

Efter et år i følelsesmæssigt frit fald efter det hårde brud, har Freja Kirk for nylig udgivet nummeret ”Man kan græde oceaner”, som handler om de mange svære følelser, der er forbundet med et knust hjerte.

For den 37-årige sanger har det været grænseoverskridende, men godt at være åben om sin sorg.

- Jeg har været bange for at være sårbar, men jeg har fundet ud af, at det er ret stærkt at være sårbar, sagde Freja Kirk, der til prisfesten P3 Guld strålede som altid, også selvom hun stadig går igennem en svær tid.

- Jeg synes, jeg er ved at være ovenpå igen, men det med at finde sig selv på ny, det er stadig svært. Jeg er et godt sted, men det hele spøger stadig.

Som jeg synger i "Man kan græde oceaner", tager det bare den tid, det tager, og så kommer der nogle bump på vejen.

Imens Sus Wilkins hurtigt kom videre og blev kærester med Nicklas Bendtner, har Freja ikke endnu stået frem med en ny kæreste.

Sangeren er dog lidt hemmelighedsfuld, da SE og HØR spørger, om hun har en ny kærlighed.

- Jeg ved ikke, hvor meget jeg skal kommentere på, men alt er godt, sagde Freja med et smil.

Sponsoreret indhold