Rane Willerslev vil ikke donere organer efter sin død
LÆS OGSÅ: LA om organdonation: Staten ejer ikke vores kroppe
Når Rane Willerslevs hjerte en dag holder op med at slå, bliver hans organer ikke doneret.
Det fortæller museumsdirektøren ifølge DR i P1-programmet "Ugen gæst", hvor snakken falder på efterlivet.
Professoren tror nemlig, at der findes en form for liv i det hinsides, hvor han får brug for dem.
- I min verden bruger jeg organerne på den anden side - til ligesom at leve videre. Jeg har ikke nogen bevisførelse for det, men i min personlige tro, der har jeg brug for de organer, siger han i programmet.
Han understreger dog, at han ikke opfordrer folk til at droppe organdonation.
I sin nye bog "Efterlivet", som han har skrevet sammen med retoriker Frederik Lindhardt, berører Rane Willers emnet livet efter døden.
Med bogen ønsker professoren at prikke til den berøringsangst, han mener, eksisterer om tanken om efterlivet.
- Hvis du siger, at du tror på et efterliv, bliver du enten betragtet som infantil eller som religiøs ekstremist. Fordi de fleste af os går rundt med sådan en forestilling om, at det er fuldstændig stensikkert, at alt slukker, og så er det bare det. Men hvor sikre er vi egentlig på det?, lyder forklaringen fra Willerslev.
En anden kendt dansker, der har taget stilling til organdonation, er influencer Line Hoffmeyer. Hun har tidligere på året været forbi Folketinget, da hun er stor fortaler for at gøre organdonation til et aktivt fravalg.
Som 19-årig blev hun nemlig selv hjertetransplanteret - hvilket du kan læse mere om her.