Krimi16 timer siden

Fitness-influencer i familiedrama: - Han er død i mine øjne

En kendt dansk fitnesscoach blev onsdag i Retten på Frederiksberg idømt fængselsstraf for et slagsmål med sin bror i en opgang i København

LÆS OGSÅ: Følg med LIVE: Kendt, dansk fitnesscoach i retten i voldssag

- Min bror er død i mine øjne.

Sådan lød den kontante melding fra vidneskranken i Retten på Frederiksberg onsdag, hvor broderen til en 28-årig kendt fitnesscoach afgav vidneforklaring i en voldssag mod sin bror.

Retten valgte at idømme fitnesscoachen en dom på fire måneders betinget fængsel med en prøvetid på to år. Dermed skal fitnesscoachen ikke i ind og ruske tremmer for overfaldet, hvis han kan holde sig fra kriminalitet de næste to år.

Anklagemyndigheden gik ellers efter en ubetinget fængselsdom til fitnesscoachen, men det valgte retten altså ikke at følge.

Fitnesscoachen modtog dommen. Han så tilfreds ud efter domsafsigelsen.

Sagen stammer tilbage fra 22. december sidste år, hvor de to brødre kom i slagsmål i en opgang i hovedstadsområdet om en bilnøgle.

Bilen tilhørte brødrenes far, som var alvorligt syg og af helbredsmæssige årsager ikke kunne køre den.

Ifølge fitnesscoachen var det ham, som nu var indehaveren af bilen. Men da han kom hjem den pågældende dag, var bilen væk, og han beskyldte med det samme sin bror for at have stjålet den fra ham.

Ganske rigtigt havde broren til fitnesscoachen taget bilnøglen til farens bil - angiveligt fordi fitnesscoachen havde fået for mange parkerings- og fartbøder, som broeren endte med at skulle betale.

Uenighen resulterede i et kæmpe slagsmål mellem brødrene i den opgang, hvor broren til fitnesscoachen boede i hovedstadsområdet. Fitnesscoachen ville nemlig have sin nøgle tilbage og ventede i broerens opgang på, at han kom hjem.

Et slagsmål, som broderens gravide kæreste forsøgte at stoppe.

- Min kæreste skreg, da han (fitnesscoachen, red.) gav mig en lussing. Min kæreste prøvede at komme imellem os, men så daskede han hende væk med baghånden og skubbede hende, forklarede broderen i retten.

Der var ondt blod mellem brødrene i retten onsdag, hvor de stort set ikke kiggede hinanden i øjnene.

Og det kom også frem under retsmødet, at de ikke taler sammen dagen i dag.

- Min bror (fitnesscoachen, red.) er død i mine øjne.

- Jeg kan ikke kende ham længere, sagde broderen fra vidneskranken i retssal 103 i Retten på Frederiksberg.

Broren til fitnesscoachen forklarede i retten, at han blev slået omkring 50 gange med knytnæver. Han blev også skubbet ned af adskillige trappetrin under slagsmålet.

Af politirapporten fremgik det også, at der var blod på vægge og trapper efter overfaldet.

Broren måtte behandles på hospitalet efterfølgende, da han havde pådraget sig flere synlige skader.

Et vidne som overværede slagsmålet, da vedkommende bor i opgangen, var meget bange under sin vidneforklaring ved onsdagens retsmøde. Her kom det frem, at vidnet frygtede fitnesscoachen, og at han skulle opsøge vidnet efter retssagen.

Fitnesscoachen blev også idømt samfundstjeneste, som han var fundet i stand til at udføre af Kriminalforsorgen.

Sponsoreret indhold