Krimi26. oktober 2024

17-årig overlevede tragisk dødsulykke: Er vækket fra kunstigt koma

En 17-årig dreng er eneste overlevende efter fire unge mænd forulykkede i en bil på Fyn. Nu fortæller faren til drengen til Ekstra Bladet, at drengen er vækket fra sin kunstige koma
Tre unge mænd mistede fredag livet i en frygtelig trafikulykke i Tommerup.
Tre unge mænd mistede fredag livet i en frygtelig trafikulykke i Tommerup.
 Foto: Presse-fotos.dk

Den eneste overlevende fra en tragisk ulykke i Tommerup på Fyn er vågnet fra sin kunstige koma, som han blev lagt i fredag.

Det fortæller drengens far til Ekstra Bladet.

- Det er svært at sige, at "du er den eneste overlevende". Men det er det, han er vågnet op til. Det er en barsk virkelighed. Det er et mareridt, siger den meget berørte far.

De tre dræbte var 17, 17 og 18 år.

Den ene 17-årige dreng var ifølge Ekstra Bladet bedste ven med den overlevende dreng. Det havde de været siden børnehaven.

Det var klokken 16.30 fredag, at ordensmagten modtog en anmeldelse om et alvorligt færdselsuheld.

Politiet arbejder fortsat på at opklare, hvordan ulykken kunne ske.

Eventuelle vidner bedes ringe til politiet på 1-1-4.

Sponsoreret indhold