Kendte31. oktober 2024

Caroline Fleming led af bulimi: - Jeg brugte en kuglepen, en ispind, en tandbørste til at kaste op

Tv-baronessen var så hårdt plaget af bulimi, at hun på et tidspunkt kastede op hele 25 gange om dagen, og hun var endda så drevet af sin spiseforstyrrelse, at hun valgte at spise madvarer, der var lettere at kaste op
Som blot 11-årige mistede Caroline Fleming sin mor, lensbaronesse Margareta Iuel-Brockdorff, der døde af kræft i en alder af kun 36 år. I dag mener Fleming, at dødsfaldet var én af årsagerne til, at hun udviklede bulimi.
Som blot 11-årige mistede Caroline Fleming sin mor, lensbaronesse Margareta Iuel-Brockdorff, der døde af kræft i en alder af kun 36 år. I dag mener Fleming, at dødsfaldet var én af årsagerne til, at hun udviklede bulimi.
 Foto: Hanne Juul

Spørger man Caroline Fleming, var det selvskrevet, at hun fik bulimi:

Hun var – som efterkommer af søhelten Niels Juel – født til særlige forventninger.

Hun blev forgudet som model – og med dét fulgte et sygeligt fokus på krop og vægt.

Og hun endte i en livslang sorg, da hun som blot 11-årig mistede sin mor - og voksede op i en familie, hvor man ikke talte om sorg og savn.

I sin nye bog ”Caroline” sætter tv-baronessen så flere ord på den spiseforstyrrelse, der igennem en lang periode styrede hendes liv.

Caroline Fleming til Copenhagen Fashion Week i august 2007.
Caroline Fleming til Copenhagen Fashion Week i august 2007.
 Foto: Claus Poulsen

Caroline Fleming var 20 år, da hun første gang stak to fingre i halsen. Hun følte en lindring og befrielse i samme sekund.

- Jeg havde aldrig hørt om bulimi. Jeg anede ikke, at den sygdom eksisterede. Jeg troede bare, at jeg havde fundet på verdens bedste trick til at overdøve den smerte, der brølede inde i mig, fortæller hun.

I nogle perioder var bulimien ikke altoverskyggende hos den unge Caroline Fleming. Men i andre perioder var den så vild og voldsom, at hun kastede op næsten 25 gange i døgnet.

- Man finder hurtigt ud af, hvilke madvarer det gør ondt at kaste op, og hvilke der gør mindre ondt. Jeg indøvede forskellige teknikker, der både gjorde det lettere at spise store mængder og at kaste det op bagefter. Toastbrød var blandt favoritterne. Jeg kunne fortære en hel pakke med et tykt lag smeltet smør og honning på ingen tid. Bagefter drak jeg en masse varm væske, der kunne blødgøre den massive klump, inden den skulle retur ned i toilettet, fortæller en ærlig Caroline Fleming i sin bog.

Caroline Fleming til ELLE Awards i 2022.
Caroline Fleming til ELLE Awards i 2022.
 Foto: Jesper Sunesen

Hun brugte ikke kun to fingre til at få maden retur – hun brugte også forskellige genstande:

- Det kunne være en kuglepen, en ispind, en tandbørste. Det var bedre end hånden, som nemt kom til at lugte. Min yndlingsting at kaste op var en billig engelsk vaniljeis. Den kom op som sådan en lun, aflang slimet boble

Når Caroline Fleming ser tilbage, kan hun nemt se, hvordan sygdommen overtog hendes liv. Hun fortæller blandt andet, at hun frygtede at blive opdaget, at hun derfor mistede lysten til at se andre mennesker.

Til sidst betroede hun sig til sin fars finansielle rådgiver og hans hustru. De var hjælpsomme og sørgede for, at Caroline Fleming blev indlagt på kendisafvænningsklinikken Farm Place i Surrey.

Sponsoreret indhold