Kendte30. oktober 2024 (opd. 30. oktober 2024)

Erik Clausen er død efter længere tids sygdom

Erik Clausen blev 82 år. Han er onsdag død efter længere tids sygdom

Gøgler til det sidste

Filmmand og kunstner Erik Clausen er onsdag død efter længere tids sygdom.

Det oplyser familien til Ritzau.

Han blev 82 år.

- Vi kommer til at savne ham, skriver familien, som nu beder om ro, i en kortfattet besked.

En lang karriere i underholdningsbranchen startede på venstrefløjen med politisk gøgl sammen med kunstneren Leif Sylvester og Røde Mors Rockcirkus, inden han kastede sig ud i at lave film.

Det skete blandt andet i et parløb med vennen og musikeren Kim Larsen.

Deres fine samspil i instruktør Erik Ballings monsterhit "Midt om Natten" som de arbejdsløse barndomsvenner Benny og Arnold, der forsøger at skabe deres eget fristed "Havaje" i Sydhavnen, tog især kegler.

Også på scenen arbejdede de sammen i Kim Larsens "Cirkus Himmelblå" samt i et utal af koncerter.

Den lille mands klassekamp mod system og kapitalisme er et gennemgående tema i Clausens værker. Med en særlig forkærlighed for lidt forældede mandetyper, der ikke lader sig omstille og derfor konstant støder sig på hinanden, kvinderne eller loven.

Han er født og opvokset i den københavnske Sydhavn og er oprindelig uddannet maler. Hans ophav er nok de fleste danskere bekendt på grund af hans københavnske "skurvogns"-jargon og en række populære programmer med nordjyden Niels Hausgaard i 1990'erne.

- Ved at være en uddød race

Musikproducer Poul Bruun reagerer på Erik Clausens død. Poul Bruun producerede for Gasolin og var blandt andet i selskab med Kim Larsen og Erik Clausen i Himmelblåfonden, som de havde sammen.

Til SE og HØR skriver Poul Bruun, at det aldrig var kedeligt, når de skulle mødes i fonden.

- Erik var sjov, klog og underfundig - og en fed person, siger han og fortsætter:

- Hans type, som er så vigtig for os alle sammen, er desværre ved at være en uddød race.

- Han vil blive savnet, slutter Poul Bruun.

Helbredet har dog de senere år haft konsekvenser for hans virkelyst.

Flere cykelstyrt, en brækket hofte og skulder, elektrochok og Parkinsons-diagnose er bare noget af det, han har kæmpet med.

Det åbnede han blandt andet for i et opslag på Facebook i begyndelsen af 2022.

Heri beskrev han, hvordan cykelstyrtet i første omgang tog hårdt på ham, og hvordan forløbet efter operationen langt fra endte problemfrit.

- Det hjalp, men jeg kunne ikke gå. Genoptræning, en voldsom infektion, der skabte nogle hallucinationer, der var så voldsomme og dramatiske, at jeg spekulerede på, hvad fanden der ligger og roder i underbevidstheden.

- Jeg kom på plejehjem til genoptræning. Boller i karry og flinke underbetalte personaler, lød det i opslaget.

- Og ligesom jeg troede, "nu er den der", så kom diagnosen Parkinson! Ja tak for det. Jeg træner og holder ham hr. Parkinson på afstand og beskæftiger mig så lidt som muligt med hans ånde i nakken.

I løbet af sine sidste år fokuserede han blandt andet på at male og på en udstilling i forbindelse med sin 80-års fødselsdag i 2022.

Sidste år udkom bogen "Den frigjorte" af Anders Højberg Kamp og Michael Jensen, der handler om Erik Clausen og tilblivelsen af hans mange værker.

Sponsoreret indhold