Dine penge31. oktober 2024

Danske Bank vælter sig i penge

Danske Bank får et resultat efter skat på 6,2 milliarder kroner i tredje kvartal og opjusterer forventninger

Danske Bank fik et plus på 6,2 milliarder kroner efter skat i tredje kvartal i år. Det oplyser banken i en fondsbørsmeddelelse.

- Stabile indtægter i kerneforretningen, konsekvent styring af omkostningerne, større kundeaktivitet og fortsat stærk kreditkvalitet medførte en stigning i resultatet efter skat på 14 procent for årets tre første kvartaler sammenlignet med samme periode sidste år, konstaterer administrerende direktør Carsten Egeriis i en kommentar til regnskabet.

De pæne tal betyder, at Danske Bank nu forventer et årsresultat på mellem 22,5 og 23,5 milliarder kroner for 2024.

Det er en opjustering fra den tidligere forventning, der lød på et overskud mellem 21 og 23 milliarder kroner.

Af regnskabet fremgår det, at nettorenteindtægterne i tredje kvartal er stort set på niveau med andet kvartal, efter at banken har sænket både sine indlåns- og udlånsrenter.

Gebyrindtægterne er også faldet, men til gengæld er driftsomkostningerne mindsket. Og så har banken kunnet sænke nedskrivningerne på en lang række lån takket være kundernes forbedrede økonomi.

Sponsoreret indhold