Krimi1. november 2024

38-årig mand dømt for vanvidskørsel på el-cykel

Manden var tiltalt for at have været skyld i et færdselsuheld på Præstevænget i Ballerup - nu skal han i fængsel
Den 38-årige blev dømt i Retten i Glostrup.
Den 38-årige blev dømt i Retten i Glostrup.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Knivdrab på familiefar i Randers: 32-årig idømmes forvaring

Så faldt hammeren.

For en 38-årig mand fra Ballerup er blevet idømt fængsel for vanvidskørsel på et kraftigt cykellignende elektrisk køretøj, som han selv troede var en el-cykel.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Den 38-årige var tiltalt for at have været skyld i et færdselsuheld på Præstevænget i Ballerup en nat i juni, hvor manden med en promille på over 2,0 påkørte en parkeret bil.

Under uheldet kørte den 38-årige det elektriske køretøj, som ifølge politiet kunne køre mindst 40 kilometer i timen.

Retten gav derfor anklagemyndigheden ret i, at det elektriske køretøj ikke kunne anses for at være en cykel på grund af den store elektriske effekt og høje hastighed.

Køretøjet skulle i stedet have været registreringspligtig som en stor knallert, der kræver kørekort til kategori A.

Det var køretøjet ikke, hvorfor der var tale om et ulovligt køretøj, som ikke må køre på hverken vej eller cykelsti.

Den 38-årige blev onsdag dømt for at køre på en særlig hensynsløs måde, fordi han var svært spirituspåvirket og kørte på et ulovligt køretøj med defekte bremser, hvilket falder ind under regler for vanvidskørsel.

Den 38-årige blev idømt 40 dages ubetinget fængsel, frakendelse af førerretten i tre år og seks måneder og en tillægsbøde på 12.000 kroner, og manden fik køretøjet konfiskeret.

Den 38-årige har taget betænkningstid på 14 dage, hvor han skal overveje, om han vil anke dommen til Østre Landsret.

Sponsoreret indhold