Robinson Ekspeditionen4. november 2024

Camilla ude af "Robinson": Brormand stemte hende ud

Camilla Schrøder stod trygt i skyggen af brormand, men hendes eget taktiske spil blev hendes død i "Robinson Ekspeditionen"
Camilla blev stemt ud af brormand i "Robinson Ekspeditionen".
Camilla blev stemt ud af brormand i "Robinson Ekspeditionen".
 Foto: Viaplay

LÆS OGSÅ: "Robinson"-søskende afslører: Nicolajs kamp mod kræften

Så tæt på en finale, men alligevel så langt fra.

Den tidligere MMA-kæmper Camilla Schrøder måtte tage afsked med spillet efter at have fået alle stemmerne mod sig i "Robinson Ekspeditionen".

Selvom mange måske ville forvente, at familiebånd ville veje tungere end nye alliancer, blev Camilla alligevel ikke skånet af sin egen bror, som valgte at stemme hende ud af "Robinson".

Men forældrene skal ikke være nervøse for, at der er dårlig stemning ved middagsbordet. Nikolajs stemme har nemlig ingen betydning for Camilla, det fortæller hun til SE og HØR.

- Folk er nødt til at forstå det er spil, hvor Nicolaj skrev mit navn på et stykke papir. Det havde ikke gjort nogen forskel på om jeg var røget ud, men så havde Nicolaj stået tilbage og stemt mod hans alliance.

- Jeg kan godt forstå, Nicolajs svar til sidst i ø-rådet, hvor Kjeldberg spørger om han er lettet - for nu kunne han spille sit eget spil, uden at tage højde for mig, siger Camilla.

Nikolaj holdt sit ord til sin alliance og stemte søster ud.
Nikolaj holdt sit ord til sin alliance og stemte søster ud.
 Foto: Viaplay

Tæt på - og stadig langt fra

Ved det seneste ø-råd tog Camilla Schrøder et modigt valg, som i sidste ende førte til hendes exit fra "Robinson Ekspeditionen".

Hun blev hurtigt skydeskiven for de andre deltagere, og da først pilen pegede mod hende, var det svært at ændre kursen.

Camilla kunne have valgt at blive i skyggen af sin brors alliance og fulgt den sikre vej. Men hun ønskede ikke at være en såkaldt medløber.

I stedet valgte hun at følge sin egen taktiske strategi, og hendes beslutning om at gå mod strømmen blev en på en bekostning af hendes fortsatte deltagelse i spillet.

- Der er mange mellemregninger man ikke ser på tv. Det er selvfølgelig ikke bare en pludselig indskydelse jeg får fra det ene ø-råd til det andet som det ligner.

- Planen var i øvrigt meget tæt på at lykkedes, men Alis mavefornemmelse havde et ‘navn’, hvilket var årsagen til at de nåede at stoppe det i sidste øjeblik. Det er et spil og jeg spillede spillet, siger Camilla og fortæller, at hun ikke fortryder nogen ting i hendes måde at spille spillet på.

Sponsoreret indhold